søndag den 18. oktober 2009

Efterårsferie

Der har været stille på min blog... Alt for længe...! Ikke fordi jeg ikke har haft noget at fortælle, men mest fordi jeg har haft meget travlt... Travlt med livet, mand, børn og job. Så jeg har ikke nået at scrappe en masse, ej heller været kreativ på andre faconer, desværre.... Men den sidste uge har jeg indhentet mig selv - og været på en skøn (og tiltrængt) ferie i Sverige med familien. Og efteråret er virkeligt sprunget ud, noget man rigtig opdager, når man trasker gennem skoven, forbi den ene smukke sø efter den anden - og ikke kan høre andet end fuglene og ens egne fodtrin.

Jeg har taget rigtig mange billeder - og vi har set Elge (og klappet dem!) og skovsvampe, rimfrost og mos... og det har været skønt at trække vejret dybt, i den friske luft... Jeg vil ikke bombardere jer med en masse billeder, men blot dele et enkelt, som kan afsløre lidt stemning :o)


Vi var afsted med ungerne, mine svigerforældre og min mor. Havde lejet et hus i Bökö, 40 km. fra Halmstad. Og der var rigeligt plads til os alle. Midt i skoven, med udsigt til en skøn sø - Og med bordtennis og Dart i laden. Hver dag fyrede vi op i en skøn gammel brændeovn, som leverede varmen i huset - og om aftenen ristede ungerne skumfiduser over gløderne :o)
 
Lasse var dog ikke med. Han var på Forfatterkursus på Fanø hele ugen. Et ophold han ansøgte til i foråret, og var talentfuld nok til at blive optaget på. Han har haft en inspirerende uge, med en masse andre unge forfatterspirer - og har lært en masse. Han kom MEGET træt hjem igår. Men havde haft det skønt! Gud hvor har jeg dog savnet ham...! Tænk sig, at man kan savne en teenager som helst går sine egne veje...! Jeg har sneget mig til at kigge ind til ham i dag - og han sidder overbærende foran pcen og smiler, når jeg sagte lukker hans dør bag mig...! :o)
 
Ferien i Sverige sluttede med snevejr... ja, du læste rigtigt ...SNEVEJR...! En time efter det var brudt ud, havde ungerne og manden rigtig gang i en sneboldkamp, som jeg håbefuldt forsøgte at forevige uden at blive ramt... Og bare så du ved, at jeg taler sand, kommer beviserne her:
Så alt i alt har vi haft en skøn efterårsferie. Med hvile og natur og oplevelser som giver energi. I morgen starter skole og job igen... og min kære mand påbegynder 3. skoleophold på Fyn - hvor han skal have sin daglige gang frem til midten af Januar. Denne gang prøver vi dog ( i hvert fald i starten) at han pendler frem og tilbage hver dag. Så må vi se hvordan det kommer til at forløbe - mest af hensyn til ungerne....

...Næste weekend står den på Netværksplejekursus - del 2 af 2. Et kursus som varer hele weekenden, og som skal gennemføres idet Freja bor her hos os. Det er inspirerende og lærerigt, men også hårdt...! Så jeg glæder mig lidt til det er ovre, og jeg igen kan få tid til at Scrappe...!

Jeg håber, at du har tilbragt en skøn efterårsferie sammen med din familie.
Og glæder mig til snart at få besøg igen :o)
 
...Engel...

4 kommentarer:

  1. Dejligt at høre du har haft en skøn tur til Sverige. Ja der kan man ikke andet end slappe HELT af. Vi slår jo vores folder i Fröslida ved Nissan elven nord for Halmstad, så kender godt det område. SKØNT IKKE. Og skovene er så vilde, at man klart forventer at se en Rumpenisse bag en sten - rent Ronja Røverdatter - og det viser dit foto perfekt. Sne kan tit komme som en overraskelse på de kanter - vi sneede engang inde i slutningen af april!!! Pøj pøj med kurset.

    SvarSlet
  2. Det ser ud til at have være ren balsam for sjælen. Skønne billeder og dejligt at høre, at I har nydt en god efterårsferie.

    Held og lykke med alle kurser osv. :-))

    SvarSlet
  3. Lyder som en pragtfuld ferie. Og hvor tager du bare fantastiske billeder.

    SvarSlet
  4. Somme tider kommer livet med div. tilbehør jo foran alt det "løse" - og det er vel heller ikke så værst ;)
    Ser ud til at det var en skøn tur til Sverige - skønne billeder!.....sne ???...det må godt vente lidt endnu, selvom det jo osse har sin charme..sneboldkampe og så'rn ;D

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...