onsdag den 12. maj 2010

En fantastisk oplevelse...

Da jeg var en lille pige, havde jeg et eventyrbånd, som jeg kunne høre igen og igen.... Jeg havde ynglingssessioner, og blev hurtig ferm til at betjene mine forældres anlæg, for derved at kunne spole båndet tilbage til ynglingsafsnittet og høre det igen... Min far var ved at blive vanvittig over at høre mig skråle med på "... Kom lidt sukker på skeen..." og "Sikke en dejlig Feriedag med Mary, Se hun stråler som en sol...." og alle de andre skønne sange, som jeg kunne udenad.

Til jul, da jeg var 5 år gammel, forærede min Farfar mig min første egen båndoptager... Dels for at glæde mig med mit største ønske det år - dels for at aflaste mine forældres øregange... Nu kunne jeg lukke mig inde på værelset, og sætte mit elskede bånd i optageren... og forsvinde ind i den magiske verden, med en tom kuffert fuld af indhold, drageopsætning og sang og latter...

Selv som teenager, har jeg fundet båndet frem og lyttet til, når jeg syntes livet har været svært, og modgangen stor... Og har fundet glæde ved dette univers, og glemt hverdagens trængsler. Og jeg har flere gange set den filmatiserede udgave fra 1964, med Julia Andrews i hovedrollen. Og der var ingen tøven, da den kom ud i en remastered udgave på dvd i 2004 - hvor jeg straks gik ned og købte den...!

Er du en kender, er du nu klar over, at jeg taler om Mary Poppins - den fantastiske historie, skrevet af Pamela Lyndon Travers. (almindeligt kendt som P.L. Travers) Første gang udgivet i 1934 i London. I lørdags var jeg så heldig, at sidde i Det Ny Teater, På balkonens første række, på sæde 2 (Lige midt for scenen!) Og have 2½ time i dette fantastiske univers. Jeg sad der kun, fordi min skønne mand insisterede på at vi skulle have billetter til forestillingen... og det var FANTASTISK! (jeg var høj hele søndagen med!)
Hvis du ikke har set forestillingen, skal du unde dig selv oplevelsen! Desværre spiller de kun frem til den 16. maj 2010. Men Mary Poppins vender tilbage i efteråret, så fortvivl ikke. Og du kan se et lille udsnit fra forestillingen her:

Det Ny Teater er en smuk bygning indeni, og i pausen luskede vi rundt og beundrede det hele. Der var også en stand, hvor man kunne købe musikken fra den engelske opsætning, og Den klassiske sorte Mary Poppins paraply med papegøjehovedet... Jeg var for nærig, og gik derfra uden at investere.... Og da vi nåede bilen havde jeg allerde fortrudt.

Men i dag kom min mand hjem fra job, med en fin lang æske.... og I den lå den famøse Mary Poppins paraply til mig - Min helt egen paraply - så jeg kan flyve væk i eventyret, næste gang det regner... jeg er bare så glad...!

Og ungerne er ved at blive vanvittige over at høre mig bryde ud i: "Sikke en dejlig feriedag med Mary, Se hun stråler som en sol...!" Men jeg er ligeglad... de må gerne blive trætte af mig, jeg er bare SÅ GLAD!

I dag er i øvrigt sidste dag hvor ungerne har aldersfordelingen 13-13-15-15. I morgen har min ældste nemlig fødselsdag... Og så er vi tilbage i den vanlige aldersfordeling... Heldigvis har jeg fri på fredag, til at komme mig oven på gæster og fødselsdagsstrabadser.... Men jeg er sikker på, at det bliver en dejlig dag!

Nyd de kommende fridage - hvis du er så heldig at have fri...!
Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre...!

Knus
...Engel...



2 kommentarer:

  1. Uuuh jeg elskede også Mary Poppins da jeg var barn (og det var jeg jo nok lige nogen år før dig *G*)..kunne - og kan næsten stadig - sangene og har også set filmen adskillige gange, så jow jeg kan godt følge dig og forstår sagtens din glæde over at have haft mulighed for at overvære forestillingen......og så fik du PARAPLYEN!!!..heldige asen og sikke en sød mand du har ;)
    ..og tillykke med den ældstes føs'dag imorgen.
    ...og 1000 tak for din søde kommentar på min blog - det er jo dejligt at være lidt savnet i blogland :)

    SvarSlet
  2. Åh ja - alle børn, der har set Mary Poppins med skønne Julie Andrews - har vist drømt om at flyve over hustagene osv. Mon ikke din paraply kan flyve dig rundt, når du har lyst.

    Jeg har set Cats på samme teater for nogle år siden. Det var også en dejlig oplevelse.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...