mandag den 9. april 2012

Kokos/Karamel kager

Du får en lille bid af himlen, i hver mundfuld af disse skønne småkager :o)

Ingredienser:
(48 stk)
340 g. usaltet smør
250 g. sukker
1½ tsk vanilieessens
400 g. hvedemel
½ tsk. salt
2 stk æg
350 g. kokosmel
150 g. karamel
6 spsk fløde
grovkornet salt

Fremgangsmåde:
Start med at tænde ovnen på 175 grader så den bliver varmet op.

Bland sukker og smør med en håndmikser. Rør massen godt igennem og tilsæt vanilieessensen og tilsæt langsomt hvedemel og salt.

Når dejen er æltet, lægges ud som en pølse i et stykke husholdningsfilm og rulles ind i filmen. Læg dejpølsen i køleskabet mens du laver resten af forberedelserne.

I en dyb tallerken slår du æggene ud og pisker dem sammen. I en anden dyb tallerken hælder du kokosmel op. Beklæd et par bageplader med bagepapir.

Nu tages dejen ud af køleskabet og deles i mindre portioner. Rul hver portion til en kugle på størrelse med en tokrone. Mas den en smule flad, og vend kagen i æg, og herefter i kokosmel. Læg småkagen på bagepapiret og lav en fordybning i småkagen med din tommelfinger. Fortsæt denne proces til du har en bageplade fuld af småkager.

Bagepladen med småkagerne sættes nu midt i ovnen og bages ca. 10 minutter. herefter tages de ud af ovnen, og med en teske "prikker" du atter fordybningen i midten ud, da det er skrumpet en del under første bagning. Herefter sættes småkagerne retur i ovnen i yderligere 10 minutter til de er gyldne.

Bag således alle småkagerne, til du har brugt al dejen. De færdige småkager tages af bagepladen og stilles til afkøling på en bagerist.

Karamel:
Fløde og karameller hældes i en gryde og smæltes under svag varme. Når fløden er opløst i karamellen og massen er ensartet, tages gryden af varmen (Det tager omkring 5 minutter). Fordel nu karamellen i fordybningerne i småkagernes midte, og drys let med groft salt.

Fortsæt til alle småkagerne har fået karamel og et drys salt.
Kagerne opbevares ved stuetemperatur i kagedåser og smager faktisk bedst dagen efterbagningen... (ufatteligt at tænke sig, når de smager engleskønt idet de er færdige..!)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...