søndag den 24. februar 2013

Pulled Chicken Sandwiches


Ingredienser:
2 spsk Olie
1000 g. kyllingebryst/filet
2 stk løg (hakket)
 
Marinade:
1 kop ketchup
1 spsk Balsamico eddike
1 tsk tabasco
1 tsk spidskommen (stødt)
2 tsk paprika (røget)
3 tsk Taco krydderi

Fremgangsmåde:
Hvis du anvender kyllingebryster, skærer du dem i halve, på den lange led, så de kommer til at minde om kyllingefilet. Benytter du kyllingefilet, behøver du ikke skære kødet yderligere.
 
Start med at hælde olien i Slow Cookeren. Vent på at den bliver varm, og brun kyllingekødet af i gryden, tilsæt løg. De øvrige ingredienser blandes i en mindre skål. Når kødet og løget er brunet af, hældes marinaden hen over kyllingen og du rører lige rundt, så det hele er blandet.
 
Indstil Slow Cookeren på 4 timers tilberedning og læg låget på.
 
Når simretiden er ovre, tager du kyllingestykkerne op, deler dem med to gafler og er klar til servering. Hæld saucen hen over, så du får det fulde udbytte af retten.
 
Serveres i burgerboller, (evt. hjemmebagte) og med en god agurkesalat. Portionen rækker til 4 mennesker, over 2 dage...

Velbekomme...!
 

torsdag den 21. februar 2013

Fiberboller med tranebær


Ingredienser:
(ca. 20 stk)
 
3 dl. vand
50 gram gær
2 dl. Yoghurt naturel
2 tsk Olie
1 tsk salt
1 spsk sukker
50 gram hasselnødder (hakkede groft)
100 gram soltørrede tranebær (hakkede groft)
2 dl Havreklid
3 dl rugmel
7 dl hvedemel

Fremgangsmåde:
Lun vandet, og rør gæren ud heri. Tilsæt yoghurt naturel, fedstof, salt og sukker og rør rundt. Herefter tilsættes de hakkede hasselnødder og tranebær. Bland Havreklid og mel i, men hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt dejen godt igennem og lad den hæve et lunt sted, tildækket, i ca 45 minutter.
 
Slå dejen ned og form bollerne. Læg dem på en bageplade maed bagepapir. Dæk bollerne til og lad dem efterhæve ca. 20 minutter.
 
Bag bollerne ved 200 grader i ca. 18 minutter på midterste ovnrille. Lad herefter fiberbollerne afkøle lidt på en bagerist - og nyd dem evt. som et sundt mellemmåltid.
 
Bollerne er fra diabetesforeningen og kan nydes med god samvittighed af alle.

Velbekomme...!

tirsdag den 19. februar 2013

Langtidsstegt flæskesteg med sprød svær


Ingredienser:
Salt
Laurbærblade
800 g. flæskesteg (nakkekam med svær)
2 dl. fløde
1/2 l. vand
1 stort løg (skåret i både)
1 stk Æble (skåret i både)
3 stk gulerødder (i stave)

Fremgangsmåde:
Start med at skære sværene efter med en skarp kniv. De skal skæres ned til kødet, men IKKE ned I kødet. Sørg herefter for at få fordelt saltet mellem sværene, jo mere omhyggelig du er med at gnide salten mellem sværene, desto nemmere får du sprøde svær. Stik Laurbærblade mellem udvalgte svær.
 
Tænd ovnen på 130 grader, og vent på at den bliver varm.
 
Læg stegen med sværen opad på en rist, med en bradepande under. Sørg for at sværen er plan, og juster den evt. med en sølvpapirskugle under stegen. I bradepanden lægger du løg, æbler og gulerødder. Når ovnen er varm, sætter du stegen ind, og placerer bradepanden under den, herefter tilsætter du vand i bradepanden og lukker ovnlågen.
 
Nu skal stegen stå og hygge sig i ca. 3 timer.Hold øje med, at der er vand i bradepanden under hele forløbet (dette skal bruges til sauce). Når de 3 timer er gået, skruer du op på 250 grader og giv stegen yderligere 25 minutter ved denne temperatur. Her vil du opleve, at sværen begynder at boble op og blive sprød. Du kan evt. sætte grill på de sidste 5 minutter, hvis du finder det nødvendigt.
 
Herefter tages stegen ud af ovnen, pak den ind i staniol rundt om kødet, og dæk sværen over med et rent viskestykke for at holde på varmen. Lad den stå og trække i ca. 30 minutter. I denne tid kan du sigte stegeskyen hen i en gryde, tilsæt fløde og kulør, og kog den ind til den rette konsistens.
 
Server med kogte kartofler, rødkål og sukkerbrunede kartofler
 
Velbekomme..!

N.B.
Stegetiden er den samme, om du har en steg på 800 gram eller 2 kilo. Bruger du stegetermometer, skal centrum temperaturen være på 73-75 grader.

mandag den 18. februar 2013

Putting Myself First...

Jeg ved godt, at der har været stille på bloggen længe... alt for længe... Men det er altså ikke fordi jeg har ligget på den lade side - Jo, når det kommer til de kreative projekter, så er der absolut intet sket siden mit sidste indlæg, desværre. Men nogle gange så kræver livet bare éns tilstedeværelse 100% og der er ikke overskud til andet end at komme videre.

Og hvad har jeg så lavet det sidste halve år... Jo jeg er såmænd både blevet separeret og skilt, har sat et hus til salg og fået det solgt, og er flyttet ind i en ny lejlighed med mine drenge og en ny kæreste. Sådan noteret i to sætninger lyder det som noget man bare lige gør - tro mig, det er det ikke..! Det kræver blod, sved og tårer. Et kæmpe indhug i ens personlige ressourcer, og en kraftanstrengelse for at forsøge at rejse sig igen. Og så gør det i bund og grund enormt ondt. Fordi man for en stund trækkes rundt i en virvelstrøm af gode og dårlige følelser, som trækker en i alle retninger - og som dræner én for energi.

Og nogle gange har man bare brug for at gøre som man plejer - også selv om hele ens tilværelse er vendt på hovedet. Og det gør jeg så hermed. Er du en tro følgesvend på bloggen her, vil du vide at jeg de foregående år er startet med et tilbageblik på året som er gået. Er du ny kan du læse 2011 - året jeg gerne vil glemme og Farvel 2010, som begge er mine personlige reflektioner på mit liv ved årsskiftet.
Og nedenfor kan du så se min reflektion over 2012
 
Til Layoutet er brugt:
 
Halfpack 37 af Cindy Schneider
Sweet Escape kit af Kristin Cronin-Barrow
Oodles of Tags2 af Julie Billingsley
"Putting Myself" er alfabetet fra Wonderous af Julie Billingsley
Titlen er Basic Slate Alpha af Ellie Lash (Udgået)
Teksten er Monotype Corsiva
 
Det har taget mig hele dagen at få ovenstående side på plads. Mest fordi jeg havde brug for at farven grøn var fremtrædende og de 4 første udkast blev kasseret af selvsamme årsag. Men så pludseligt kom der skred i processen. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og grøn... jeg søger altid den farve, når jeg har brug for, at der er håb - måske er det derfor, at den var så vigtig i dag.

Ellers kan jeg oplyse, at vi har det nogenlunde, trods omstændighederne. Det har taget tid at falde på plads i den nye bolig - og indstille sig på den nye tilværelse. Pt. nyder vi at have vinterferie, og at kunne tage dagene i ro og mag. Men vi har det efter omstændighederne godt - og introduktionen til "Mr. Blue Eyes" må du have til gode - Jeg kan dog afsløre, at det ikke er en tilfældig fyr, støvet op på gaden - men en nær kollega gennem en årrække.
 
 
Jeg håber, at du har en dejlig dag...!
(og jeg ser frem til at besøge dig i nærmeste fremtid..!)
 
Kram
...Engel...
 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...