søndag den 15. april 2012

Forårstegn...

I tilfælde af, at du ikke har bemærket det - ja så kan vi afsløre, at foråret er kommet... En vandretur med Chili i dag, afslørede at knopper står i spring og fuglene er i fuld sving med redebyggeriet... Det var dejligt at få frisk luft i lungerne og røde kinder... Og så var det en bonus at have kameraet med, for der var massere af motiver alle vegne...

Hvis ikke du har været ude i dag, så læn dig tilbage og lån et par af vores indtryk :o)
 
Vi håber, at du har haft en skøn weekend..!
Og tilbragt tiden på noget som giver mening for netop dig..!

lørdag den 7. april 2012

Sne...!

Klimaforandringer, Global opvarmning, ny istid... Årsagen er vel egentlig ligegyldigt, vi kan blot konstatere, at vi har taget hul på april, og kan sidde og kigge ud på snevejr...! Jep... SNE..!!! Jeg var simpelthen nødt til at gribe kameraet, og skaffe mig beviser for påstanden... Og hvad er bedre end duen, som sidder og skutter sig i toppen af vores hængepil i haven.

Det lille væsen er fast inventar i vores lille have... Den mener nemlig at den ejer haven, samt luftrummet omkring vores lille frimærke - og stakkels den due, som skulle forvilde sig ind på dette territorium... Den når dårligt at opfange et duftspor, inden den må tage flugten til andre græsgange...
Så vejret inviterer til at hygge i sofaen, med et godt blad, en kop kaffe og et tæppe om fødderne..!

Ha' en fantastisk lørdag..!


lørdag den 22. maj 2010

Beviser...!

Så kan det endeligt bevises, at vi atter i år, har logerende i mejsekassen oppe på altanen. Vi er overbeviste om, at det er det samme par, som sidste år - og at de er vendt tilbage på grund af den gode forplejning :o)
Er det ikke bare skønt?!! Og hvis du er i tvivl om, hvordan deres liv er derinde - så kan du se det på webcam her:
 
Ha - Ha
Ha´en fornøjelig Pinse!
 
Kram
...Engel...

fredag den 21. maj 2010

Guldfisk...

Så er forhaven blevet beriget - med 10 stk guldfisk i havedammen... Vi købte dem i dag, efter flere års overvejelser, og nu er de her altså... Men inden de slippes fri, i deres nye hjem, skal vi selvfølgeligt lige have et billede af begivenheden:
Af Feng Shui årsager er der 9 røde, og 1 sort. Manden i handelen kiggede lidt, over den særlige sammensætning, men sørgede dog for, at det blev sådan - Som du kan se, er den ikke 100% sort, men det gør heller ikke noget, den skal blot være langt mørkere end de øvrige - og det er den :o)

God Pinse...!

Knus
...Heidi...

fredag den 2. april 2010

Flere forårstegn....

I weekender og på fridage, benytter vi os af, at vi er udtalte A-mennesker, og derfor typisk er oppe inden kl. 07:00. Ungerne sover som regel, og huset er helt stille... I denne tid kan man som regel stå op til en spæd morgensol - og i dag var det et pragtfuldt vejr udenfor fra morgenstunden... Så vi krøb straks i tøjet, gav Chili snor på og gik på den faste tur ud mod kysten.

Og hvilke skønne beviser på forårets kommen er på vej: Og de små gråspurve er flittigt igang med redebyggeriet:
Og inden længe kan vi komme i haven og rode og regere :o) Selv grenene på træerne er så småt ved at springe ud... og man kan ikke andet end komme i godt humør - også selv om de lover overskyet vejr i påsken, og regnen jævnt dukker op i helligdagene...!
Vel hjemme fra vores skønne vandring, brygges kaffen, og en liflig duft at kaffebønner og nyristet brød, breder sig i køkkenet. Og der er ikke noget bedre, en at sætte sig ved køkkenbordet, få friskbrygget kaffe og en god ostemad, oven på en skøn morgentur...
God Påske til jer alle!
xoxo
...Engel...


søndag den 14. marts 2010

Morgenvandring....

Oven på gårdagens fødselsdag havde vi nogle trætte unger her til morgen. Til gengæld vågnede vi voksne allerede kl. 06.15 og kunne se den spæde morgensol skinne på den anden side af gardinerne... I stedet for at ligge og snue, eller straks sætte kaffen over - krøb vi i stedet i tøjet og gik en skøn lang tur med Chili rundt om indsøerne.

Og selv om vi er ved at runde midten af marts, så har vinteren været så hård og kold, at indsøerne er totalt frosset til... Og hvor der ellers plejer at være liv af andefugle og svaner - kan du end ikke skimte en fugl i horisonten.... Kun en enkelt svævende måge, og end ikke de gider komme tæt på... Til gengæld kan man få et skønt billede af sivene som står og svajer i vinden, med rod i den kolde is:



Solen skiftesvis kommer og går bag de hvide skyer... Men himlen er flot lyseblå, som den kun kan være, når temperaturen er omkring frysepunktet... og da solen pludseligt bryder igennem skyerne, øjner jeg dette motiv:
Så hvis blot Solen får lov til at blive fremme, og Far Frost bliver hjemme, så varer det ikke længe inden sneen og isen er smeltet, og vi atter kan nyde Fiskehejrer, svaner, ænder og lappedykkere i indsøerne - og de atter kan boltre sig i lidt lunere vand. Og Se:

Selv Chili kan lugte at foråret er på vej... og jeg var bare så heldig at fange hende her i morgensolen, i en glorie af lys. Hun nød rigtig den ekstra lange tur vi kunne tage, nu hvor stien ud til stranden var uden sne. Halvanden time efter vi var krøbet i tøjet, kunne vi sidde i køkkenet og nyde en kop dampende varm kaffe - med røde kinder og kolde lår....
 
...En rigtig skøn start på en afslappende søndag....
Vi håber du har haft en rigtig skøn weekend - Tak for besøget & på gensyn...!
 
xoxo
...Engel...

søndag den 7. marts 2010

Mickey Mouse igen

Vi har med stor glæde konstateret, at Mickey Mouse fortsat lever i bedste velgående i vores have. Nu hvor sneen under fuglenes fodersted er væk, kan han være lidt sværere at få øje på, idet han næsten bliver et med de mange kornskaller og rester som ligger tilbage... Men han er der, og kommer frem og spiser i solen....

Lidt surfen på nettet har afsløret, at han er en lille halsbåndmus, som har hvid mave, i modsætning til den mindre husmus. Man skal ikke rode for meget med kameraet, for så er han væk...Men han er nu sød, som han sidder der og holder øje med mig...!


...Den dag jeg ser et blad, er et vidunder af en dag...!
~ Kenneth Patton

xoxo
...Heidi...




Forårstegn...!

Se hvilke skønne forårsbebudere vi spottede i haven i dag:



Nogle gange siger billeder bare mere end ord...

så vi vil undlade at kommentere yderligere :o)

xoxo
...Engel...

lørdag den 25. april 2009

Et sikkert tegn på forår.

Der har været lidt stille på min blog... men jeg føler mig lidt ophængt, i nyt job, med manden på skoleperiode på fyn.. og med striben af børnefødselsdage som vi er midt i... (har holdt henholdsvis Frejas, Louis og Mads fødselsdage på 6 uger, og har Lasses om 14 dage...)
 
Derfor var det også en totalt energiindsprøjtning jeg fik den anden dag, da jeg, på vej til job, fik øje på disse her:


De allerførste ællinger jeg har set i år! Andemor stod selvfølgeligt og holdt behørigt øje med mig. Hvilket var helt i orden med mig... Hun havde 10 små rollinger at holde øje med... og det fik mig til at tænke på, at jeg måske havde det lidt nemmere end jeg selv gik og troede... For jeg har trods alt ikke 10 børn at styre rundt i manegen...

Nå, men ikke flere pip fra mig. I morgen skal vi ud og slippe køerne fri... Og forhåbentlig får jeg taget en masse gode billeder... og så ender jeg med at synes, at jeg har haft en fantastisk weekend...

Måske mere nyt i morgen - hvem ved...
Tak fordi du kiggede forbi - kom snart igen ...!

kram
...Engel...

torsdag den 9. april 2009

Fuglekonge...!

Skulle her til morgen, ned og finde nogle nedfaldsgrene, til mit påskeprojekt. Blev hurtigt distraheret af et par små fugle, som vi aldrig havde set før. Hurtigt blev kameraene hentet og fuglene foreviget. Hjemme i fuglebogen blev de nøje studeret og sammenlignet - og det viste sig, at vi for første gang har set (og fotograferet!) Fuglekonger!!!

Har du nogensinde set en fuglekonge?
- hvis ikke, kan du se den lille fyr her:

Det er en utrolig hurtig lille fyr, som vimser rundt og er svær at indfange. Den svirrede rundt inde i krattet, hvor jeg fandt de udvalgte grene... Og den spæde morgensol tittede ind imellem trætoppene. Det tog rigtig lang tid, og MANGE forsøg, at få et godt resultat med kameraet. Men jeg synes selv det er lykkedes i de ovenstående billeder...
 
Egentlig skulle jeg lave bordkort til min svoger og svigerindes 90 års fødselsdag... og lave mit påskeprojekt færdig... Men lige nu, kan jeg slet ikke komme mig over den store oplevelse det er, at møde en fuglekonge i virkeligheden - noget jeg har drømt om i mange år... så vi må se, om jeg kommer igang med de øvrige projekter i dag...
 
Hvilket billede har du været gladest for at tage?
- Måske burde det være en blogudfordring !?! :o)

Jeg er ENORMT glad for dit besøg, kom snart igen...!
 
Kram
...Engel...

søndag den 22. marts 2009

Forår hos mig...

Med vejrudsigter, som lover minus 5 grader i næste uge, ja så frister jeg alligvel skæbnen, og lukker foråret ind på min side... Måske nok inspireret af mødet med egernet igår, og ænderne som dagligt tramper på min dørmåtte - og diplomatisk viser, at de vil have mad... :o)

Drengene har haft emne uge i sidste uge, og lavet minisamfund på skolen. Louis var i Posthuset, og Lasse fik opbakning (og succes) med at lave et kasino - som i flot stil kom til at hedde Lasse Vegas!... Emneugen betød skolepligt lørdag - med forældrebesøg fra 10-13.

Og når man vågner med dundrende hovedpine - og siden, når man er på vej ud af indkørslen, konstaterer at bilen har et fladt bagdæk... Ja, så er lysten til at vandre rundt til et sådan arrangement, blandt forældre og bedsteforældre til 450 andre børn ikke stort...

Det punkterede bagdæk betød, at jeg måtte pumpe cyklen og ræse afsted i Frejas baghjul. (Hun har fået ny cykel - en superflot rød racer... så hun kører stærkt...!) Og på to panodil zap prøve at komme igennem timerne... og jeg må indrømme, at jeg var glad - MEGET GLAD - da jeg kunne forlade skolen og cykle hjemad i den kolde luft...

Men hele dagen blev reddet - da jeg mødte denne lille fyr på vejen. Oprindeligt sad den på et dæksel på vejen, og havde fundet noget spiseligt... og da jeg stopppede op, rykkede den middagen op på en gren... Men er han ikke skøn?
Nu var fotoforholdene ikke optimale. Det var overskyet og blæsende, og jeg måtte slå blitzen fra, for ikke at skræmme livet af den lille fyr. Desuden havde jeg fejlagtigt fået slået raw-formatet fra, så opløsningen var heller ikke i top... Men ikke desto mindre, lykkedes det mig at fotografere den lille fyr - og jeg kunne cykle resten af vejen hjem, og føle at der trods alt havde været noget ved dagen.

Idag betød så en tur hos min elskede fætter Tommy - som behændigt hjalp med at fikse bilen. Den skal jo være køreklar til i morgen... :o) Og så fik vi vanen tro besøg af vores andepar... De kommer nu helt op til døren, og står pænt på måtten, og venter på at maden serveres... Er de ikke høflige? Vil lige dele et billede med jer :o) Hvis de en dag beslutter sig for at gå indenfor til middag, ja så ved jeg da i det mindste, at de er så velopdragne, at fødderne er rene inden de betræder gulvtæppet :o)

Jeg håber at du har haft en super skøn weekend
- Tak for besøget... Og på gensyn :o)
Kram
...Engel...

mandag den 24. marts 2008

Påske...!

Sidste dag i påskeferien, og jeg føler bare at tiden er fløjet afsted, og at jeg egentlig ikke har haft fri.


Men det er nok heller ikke så mærkeligt, i og med at jeg har haft travlt med at producere kort. Invitationerne til Jannicks Konfirmation er blevet færdige - 14. stk er afleveret til udsendelse med posten - En advarsel: Det tager LANG TID at sidde og montere 5 stk. balloner pr. kort!


Til kortet er brugt følgende:
Quickutz Dies: RS-0155 - Balloon, RS-0017 - Balloon, KS-0445 - Video game,
KS-0140 - Soccer Ball, REV-0082 - Heart, KS-0453 - Book.
Quickutz Alfabet: Abigail Classic
Pokalen har jeg selv kreeret og skåret ud på min CraftRobo. Alt karton er fra Bazzill.


Desuden er de 12 bryllupsinvitationer som jeg har på bestilling, næsten færdige - men dem må I altså vente med at se :o)


Og så har vi haft fornemt besøg i påsken. Sidste forår havde vi besøg af et andepar, og siden hen af andemor med 11 ællinger. Og nu har parret altså indfundet sig igen - og denne gang besluttede de sig for at indvie vores lille bassin i forhaven, som vi anlagde sidste forsommer.

Som I kan se, holder Andefar behørigt vagt mens andemor plasker rundt og nyder badet. De kom første gang skærtorsdag - og har siden været forbi dagligt, dels for at bade, og for at kræve et behørigt måltid mad. Men I dag tager han det roligt, og bader sammen med fruen - han har åbenbart konstateret at vi er harmløse, og kun vil dem det godt.


Og i dag, denne sidste dag i påsken, skulle den stå på scrap... Men så kom jeg i tanke om et par fødselsdage i ugen - og inspireret af Lone, tog jeg udfordringen op og kastede mig ud i at lave Criss Cross kort. (Vejledningen kan du finde her)
Det var faktisk sjovt at prøve at lave noget andet, end det jeg normalt plejer at kaste mig ud i.
Jeg håber at I alle har haft en skøn påske...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...