fredag den 19. marts 2010

Farfars Globus

Jeg ville blot lige dele dette stemningsfulde billede med jer. Se hvor flot Farfars Globus står og spreder lys og hygge på skænken. Det er rigtig dejligt, når mørket falder på, at kunne gå hen og tænde globus'en - og kunne sidde i sofaen og beundre den. Det er afgjort et værdifuldt arvestykke.

xoxo
...Heidi...


søndag den 14. marts 2010

Morgenvandring....

Oven på gårdagens fødselsdag havde vi nogle trætte unger her til morgen. Til gengæld vågnede vi voksne allerede kl. 06.15 og kunne se den spæde morgensol skinne på den anden side af gardinerne... I stedet for at ligge og snue, eller straks sætte kaffen over - krøb vi i stedet i tøjet og gik en skøn lang tur med Chili rundt om indsøerne.

Og selv om vi er ved at runde midten af marts, så har vinteren været så hård og kold, at indsøerne er totalt frosset til... Og hvor der ellers plejer at være liv af andefugle og svaner - kan du end ikke skimte en fugl i horisonten.... Kun en enkelt svævende måge, og end ikke de gider komme tæt på... Til gengæld kan man få et skønt billede af sivene som står og svajer i vinden, med rod i den kolde is:



Solen skiftesvis kommer og går bag de hvide skyer... Men himlen er flot lyseblå, som den kun kan være, når temperaturen er omkring frysepunktet... og da solen pludseligt bryder igennem skyerne, øjner jeg dette motiv:
Så hvis blot Solen får lov til at blive fremme, og Far Frost bliver hjemme, så varer det ikke længe inden sneen og isen er smeltet, og vi atter kan nyde Fiskehejrer, svaner, ænder og lappedykkere i indsøerne - og de atter kan boltre sig i lidt lunere vand. Og Se:

Selv Chili kan lugte at foråret er på vej... og jeg var bare så heldig at fange hende her i morgensolen, i en glorie af lys. Hun nød rigtig den ekstra lange tur vi kunne tage, nu hvor stien ud til stranden var uden sne. Halvanden time efter vi var krøbet i tøjet, kunne vi sidde i køkkenet og nyde en kop dampende varm kaffe - med røde kinder og kolde lår....
 
...En rigtig skøn start på en afslappende søndag....
Vi håber du har haft en rigtig skøn weekend - Tak for besøget & på gensyn...!
 
xoxo
...Engel...

Frække Frida

En af mine nærmeste kollegaer er en middelaldrende singlemand, som samtidigt er en stolt og glad morfar. Hans lille barnebarn blev 2 år sidste weekend - og jeg hører jævnligt den stolte morfar fortælle om Frække Frida, som han har et meget nært forhold til. Jeg kunne derfor ikke dy mig for at kreere ham et kort til hende - inspireret af hans fortællinger. Han var ikke forberedt på kortet, og blev helt rørt over min gestus....

Inspirationen til kortet, er ligesom kommet løbende, under hans fortællinger. Så egentlig var det et rimeligt nemt kort at gå igang med... Det blev dog lidt tidskrævende, fordi jeg lod mig rive med af detajlerne...som greb lidt om sig....

Men her er kortets forside:

Til kortets forside er brugt:
karton fra Bazzill

Quickutz dies:
C-0213-D-REV - Twins (Scrapy Land Exclusive),
RS-0024 - Grass,
QKDS-10 - Flower die set
RS-0017 - Balloon
Fra Quickutz online store:
Fence_1582

Black Beach Rub on Alphabet fra Making memories
Sort sytråd til at tøjre Ballonen med.

Indersiden skulle fortælle sin egen historie, idet han særligt elsker de stunder, efter hun har været i bad om aftenen, og sidder halvtræt og putter hos Morfar... og 100% er Morfars Pige... Jeg valgte derfor og at kreere kortets inderside således:


Til kortets Inderside er brugt:
Karton fra Bazzill
Black Beach Rub on Alphabet fra Making memories
Sengen, sengetæppet og tegningerne på væggen er egne kreationer
I dag er der dømt pyjamas-dag hjemme hos os.... Vågnede tidligt i morges, og manden og jeg gik en lang tur med Chili og så den smukke morgensol stige over himlen... Men resten af dagen er der dømt afslapning. I aften skal Claus til Nephew-koncert, og ungerne og jeg skal hygge alene.. Vi havde hele familien på besøg igår, og fejrede Freja på behørig vis... Så det bliver rart i dag, blot at kunne lulle rundt med store sokker, løse bukser og bare slappe af.
Jeg håber du har haft en rigtig skøn weekend.
Tak for besøget - Kig snart forbi igen :o)
Knus
...Engel...

fredag den 12. marts 2010

Narkohund på job...

Desværre er der en kedelig tendens for tiden... at man bruger børn og unge mennesker som kurer af narko og stoffer. Derfor patruljerer der en del politi i nærområdet, ofte i selskab med narkohunde....

I dag mødte Louis sådan en patrulje, på vej hjem til Mormor. Hunden førte an, og snusede meget intenst til hans højre lomme i jakken. Det viste sig, at den var på færden af noget... noget spændende... som den ikke kunne ignorere...! Det viste sig, at den var kommet på færden af en godbid, som Louis havde gjemt i lommen, efter sine gåture med Chili... Den kære hund blev derfor belønnet for sin indsats med godbidden - og Louis slap med skrækken denne gang. Dejligt at de trods den store disciplin og hårde træning, fortsat har deres hunde-manerer intakte... For hvem kan takke nej til en godbid :o)

Billedet nedenfor har vil lånt på Politikkens hjemmeside og er en helt anden historie....


Vi syntes bare ikke, at dette lille drama måtte ende i glemmebogen, og det er det hermed sikret imod :o)

Knus
...Louis & Mor...

søndag den 7. marts 2010

Mickey Mouse igen

Vi har med stor glæde konstateret, at Mickey Mouse fortsat lever i bedste velgående i vores have. Nu hvor sneen under fuglenes fodersted er væk, kan han være lidt sværere at få øje på, idet han næsten bliver et med de mange kornskaller og rester som ligger tilbage... Men han er der, og kommer frem og spiser i solen....

Lidt surfen på nettet har afsløret, at han er en lille halsbåndmus, som har hvid mave, i modsætning til den mindre husmus. Man skal ikke rode for meget med kameraet, for så er han væk...Men han er nu sød, som han sidder der og holder øje med mig...!


...Den dag jeg ser et blad, er et vidunder af en dag...!
~ Kenneth Patton

xoxo
...Heidi...




Forårstegn...!

Se hvilke skønne forårsbebudere vi spottede i haven i dag:



Nogle gange siger billeder bare mere end ord...

så vi vil undlade at kommentere yderligere :o)

xoxo
...Engel...

onsdag den 3. marts 2010

Nussegøj

Vi måtte desværre sige farvel til Nussegøj i dag. Han har været Louis trofaste følgesvend de sidste 7½ år og har været vidne til både glæder og sorger i hans liv... Så det var rigtig hårdt at stå op i morges, og se, at han blot lå stille i buret, og havde problemer med at vende sig. Han ville bare gerne aes og kæles for, og ellers få lov til at ligge i fred. Da Lasse kom hjem fra skole, var han gået bort.

Så jeg fik mulighed for at hente Louis fra skole - og vi kørte ind og valgte en blomst i gartneriet. Hjemme fik vi sagt farvel endnu engang - og fandt til sidst en fin plads i haven, en solplet, hvor han kunne få sit sidste hvile... Eftermiddagen har været præget af sorg og savn - og Louis er naturligvis rigtig, rigtig ked af det...

Som en lille hyldest af hans lange liv, har jeg kigget i billedsamlingerne igennem - og fundet billeder taget gennem tiden... Blandt andet det første billede, som er af Nussegøj og Louis, i november 2002, da han lige har fået ham... Et billede, som blev starten på et rigtig langt venskab...
Når solen og varmen har meldt sin ankomst, har Louis altid været flink til at samle løbegården, og sørge for at marsvinene kunne komme ud og hygge sig med græs og bellis. Hvilket både Buller, Pjevs og Nussegøj har nydt godt af... Her er han i haven i 2006 hvor løbegården samles, og Nussegøj efterfølgende får frisk luft heri (sammen med Buller og Pjevs)

2007 var en skøn sommer, som for Nussegøjs vedkommende var præget af rigtig mange skønne dage i løbegården udenfor - hvilket han så absolut nød... Helst skulle der være højt græs, og MEGET GERNE nogle bellis, og så var lykken gjort for den lille fyr... særligt hvis han så selv kunne vandre mellem sol og skygge efter behag - Her er han fanget i sådan en stund...

Inden døre, var Nussegøjs foretrukne sted sit bur med rent, frisk duftende hø. Han var ikke meget for at blive sluppet ud på egen hånd. Som væsen var han nok for forsigtig, til rigtig at begive sig afsted på egne eventyr (på nær ind i naboens have om sommeren...!) Når buret skulle renses, ville han allerhelst holdes og kæles for, imens rengøringen stod på - Hvilket de senere år blev en arbejdsfordeling, hvor Louis måtte rense bur, og mor måtte sidde og nusse ham imens... Noget som har vagt Chilis meget store interesse (og omsorg!)
Et af de sidste billeder vi har, er netop fra en stund i buret, med rigeligt frisk hø... Det er taget juleaften 2009 - og viser Nussegøj i en absolut favoritstund, med en af sine favorit-spiser... Agurk...! (herudover kunne han blive helt elektrisk, når mormor medbragte persille fra haven... Så kunne han kande i buret, så snart hun trådte ind ad døren i stueetagen!)

Det sidste billede er fra idag... og er taget efter vi har begravet ham. Blomsten har Louis selv udvalgt, og fået pakket fint ind i cellofan, så den ikke skulle komme til skade under transporten hjem. Han har også selv lagt den på graven - og jeg syntes at det var så fin en gestus, og en flot måde at takke for mange års venskab.

Der er vist ikke så meget tilbage at sige, andet end:

Farvel kære ven - Du vil være elsket og savnet!
Nussegøj
9. september 2002
3. marts 2010
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...