søndag den 8. april 2012

Espresso Amaretto Påskekage...

Vi vil blot advare på forhånd, nedenfor finder du en uforskammet lækker Espresso Amaretto påskekage, som skal laves dagen i forvejen - Ekstremt lækker til gæster - eller i al sin enkelthed til jer selv, hvis I er lige så kageglade som os.


Ingredienser:
(10-12 personer)
 
75 g. smør
125 g. Digestive kiks
125 g. makroner
2 spsk. Amaretto likør (eller 1-2 tsk mandelessens)

200 g. blød nougat
200 g. mørk chokolade
1½ dl mælk
5 blade husblas
3/4 l piskefløde
1/4 dl espresso eller meget stærk kaffe

Pynt: små chokoladeæg eller M&M

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde. Knus kiks og 75 gram af makronerne og rør det i smørret sammen med likøren. Kom blandingen i bunden af en springform som du har beklædt med bagepapir. Tryk bunden med håndfladen til den er fast - og stil den i køleskabet i mindst 2 timer.

Skær nougat i små stykker og kom den i en gryde sammen med mælk og halvdelen af den hakkede chokolade. Varm blandingen op under omrøring, ved lav varme. Nougat og chokolade skal være helt smeltet.

Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 minutter. Tag den op og vrid vandet fra. Smelt husblassen i den varme chokoladecreme, tag gryden af varmen og rør resten af chokoladen i. Tilsæt fløden lidt af gangen, sammen med espresso. Sæt cremen koldt i 2-3 timer.

Pisk den kolde chokoladecreme til luftig skum og kom den i springformen. Glat overfladen med en palet og sæt kagen i køleskabet til næste dag.
Inden servering fjernes springformen og kagen dekoreres med chokoladeæg.

Tip: Kagen kan fint holde sig i køleskabet et par dage, hvis du kan holde fingrene fra den :o)

...Bon Appetit...

Påske Morgenbord...!

Traditionen tro holder vi påskemorgenbord med drengene... Altid Påskedag eller 2. påskedag alt efter hvordan højtidens planer flasker sig det pågældende år. Da ungerne var mindre, var de meget begejstret for denne tradition - men nu hvor de alle tre er teenagere, ja så skal man ikke udvise for meget begejstring for noget så familiært og traditionelt.... med et smil kan vi dog konstatere, at maden trods dette bliver spist med velbehag, og bordet bliver røvet for slik :o)

I alt sin enkelthed går traditionen ud på, at vi laver brunch med pandekager, ahornsirup, røræg, Bacon og frisk brød... Hertil kommer diverse marmelade, juice og kaffe. Og så ligger der æg i alle afskygninger strøet ud over hele bordet... både i chokolade, lakrids og marcipan. Og for en gangs skyld må man gerne starte dagen med slik, og lige så meget man har lyst til...!

I gamle dage (læs her, da drengene var små...!) havde vi æggejagt i haven - fordi påskeharen havde været forbi i nattens løb og overstrøet haven med æg... Det er dog mange år siden, at vi har måttet aflyse påskeharen. Han er jo en travl lille fyr - og når hans indsats ikke bliver værdsat mere here, ja så syntes vi ærlig talt, at andre børn kunne have mere glæde af ham og hans æg... Vi har dog lovet ham, at vi skriver, så snart vores teenagere er kommet til fornuft - og atter bliver glade for hans venlige gestus...!

Resten af dagen skal foregå helt traditionelt, hvor man hygger sig som man har lyst, og laver hvad der lige falder én ind. I løbet af eftermiddagen finder vi sammen i sofaen og ser en god film. Fruen i huset har dej til hævning, og skal prøve at bage "Verdens nemmeste brød" som skal bages i en stegeso i ovnen... Når vi bliver småsultne hen på eftermiddagen, kan vi så nyde en skive, med lækker ost eller et stykke pølse... Og så bliver livet ikke bedre :o)

God Påske..!
(Og hils Haren hvis du ser ham..!)

N.B. Nu er det jo søndag.. og der er selvfølgeligt planlagt en uforskammet lækker påskekage... du kan finde opskriften her:
(Advarsel... Stærkt vanedannende..!)

søndag den 4. april 2010

Flettet Påskekurv

Igår var vi til påskefrokost hos Mormor. Hun formår altid at lavet et totalt veldækket bord, med en masse skøn mad. Hver af børnebørnenes favoritter er der serveret - samt hjemmelavet italiensk salat, håndskåren skinke, lune frikadeller osv. og årets overraskelse... I år var det Laks med avocadocreme - som smagte fantastisk! Min mor har levet af at lave mad, hele sit arbejdsliv... så det er altid perfekt tilberedt og meget smagsfuldt!

I anledningen ville jeg lave hende en værtindegave - så ud over dvd'en Livet er smukt (som du bør se hvis ikke du allerede har stiftet bekendskab med denne fantastiske historie!) så havde jeg kreeret hende en flettet påskekurv, fyldt med anton Berg marcipanæg. Det var et rigtig hyggejob at sidde og flette denne kurv - og det er afgjort ikke sidste gang, at jeg laver sådan én.


Til kortet er brugt:
karton fra Bazzill
White and light red Dots paper fra Karen Marie Klip
Martha Stewart Edge Punch - Doily Lace
Versa Color Ash Rose sværte
Vejledningen er fundet på Just Magnolias blog - du kan finde den her

jeg håber at du får en skøn 2. påskedag!
Tak for besøget - forhåbentlig har du skrevet en lille hilsen - det ville gøre mig glad!
Knus
...Engel...

søndag den 21. marts 2010

Påskekort...

Denne weekend har budt på tid til kreative produktioner - og jeg fik sådan en lyst til at lave påskekort... Hvilket betyder, at jeg I dag kan fremvise 2 styks af slagsen. Jeg er hverken en hurtig scrapper, eller kortmager... Og ofte har jeg planlagt en række kreative projekter, som aldrig ser dagens lys simpelthen fordi selv sneglene kan overhale mig i processen. :o)

Det første kort jeg vil vise jer, er et rammekort. Jeg har aldrig lavet sådan et før, men jeg syntes at det var sjovt at prøve noget andet. I al sin enkelthed går det ud på, at du skærer hul i forsiden af kortet, og laver en fordybning, hvori du lægger et baggrundsbillede. På rammen dekorerer du så, og skaber herved en dybde i selv kortet. Hvis du selv skulle få lyst til at prøve, finder du en udførlig vejledning her hos Claudia Rosa

Indersiden er også blevet dekoreret i dagens anledning:

Til kortet er brugt:
karton fra Bazzill
Clipart er Easter Parade fra Laurie Furnell
Satinbånd er fra Panduro
Sløjfen kan bindes efter vejledningen her

Nu har jeg en svaghed for Laurie Furnells cliparts. Hun har en særlig stil, og skønne detaljer, og sin egen humor bag... Og i samlingen, faldt jeg for hendes Angel Bear, forklædt som Påskehare. Og han var selvskrevet til at komme på mit næste påskekort, som er en anden stil end det første kort.

Til kortet er brugt:
karton fra Bazzill
White and Lavender Dots paper fra Karen Marie Klip
Martha Stewart Edge Punch - Doily Lace
Quickutz alpha: Phoebe Skinni Mini
Blomster og glitterlim fra Panduro
Mega Fern Punch fra Punch Bunch
Halvperle med perlemorseffekt, fra Hobby på Toppen
Clipart er Easter Parade fra Laurie Furnell

Afslutningsvis kan jeg med sorg konstatere, at vi i dag skriver den 21. marts 2010. Det vil sige, at vi har brugt 80 dage af 2010 og jeg har ikke Scrappet et eneste Layout i dette år... Suk, suk, suk... Hvor trist og deprimerende en tanke.! Jeg håber snart at ånden kommer over mig igen...!

Jeg håber du har haft en skøn weekend!
- Tak fordi du kiggede forbi...!

Knus
...Engel...

fredag den 10. april 2009

Årets Påskeprojekt

I forbindelse med diverse højtider, holder jeg meget af at planlægge et kreativt projekt. Det kan f.eks. være en dekoration til hovedøren, julepynt... påskepynt osv. I år faldt jeg over disse æg Thread-Wrapped Easter Eggs på Marta Stewarts side - og faldt pladask for ideen. Og et øjeblik senere var de udnævnt til årest påskeprojekt.

Indtil videre har jeg lavet 10 små æg, og 1 stort... men det er min plan, når jeg er færdig med menukortene til den store fest, at jeg skal igang med at lave flere. (Gudskelov er bordkortene nu på plads... så der er lys forude...!) :o)



Oprindeligt er det Styropor-æg, betrukket med merciseret bomuldsgarn fra On Line. Satinbåndet er fra Panduro. Bladene er Fern punch, fra Punch Bunch, beklædt med Glitter Stick lim fra Panduro. Blomsterne er Kikyou-blomster fra Crafth Punch Performatrice, oprindeligt skaffet til mig af søde Gitte. Blomstermidten er en halvperle med perlemorseffekt, oprindeligt købt hos Hobby på Toppen. Ophænget er egentlig beregnet til smykkefremstilling, og fundet hos Panduro. Og snoren er ganske almindelig fiskeline, enormt stærkt, men vigtigst af alt - næsten usynligt....!
 
Jeg har lavet æggene i følgende pastelfarver: Lilla, lyserød, lyseblå, lysegrøn og gul... Fordi disse farver for mig er indbegrebet af Påske... men man kan jo lave dem i de farver man har lyst til...!
 
Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvordan de skal laves, for linket til Martha Stewart er direkte til hendes fine anvisning af, hvordan man bærer sig ad med at kreere dem. Så det er blot at gribe ideen og komme igang.
Jeg håber at du og din familie, har en rigtig skøn påske...!
Tak for besøget og på Gensyn...

kram
...Engel...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...