fredag den 26. februar 2010

...Sidste dag...

I dag er sidste dag i dette skønne poolhus. Vi har alle nydt opholdet til fulde, og poolen er blevet brugt mere end optimalt. Vi plejer altid at få Brunch i vores ferier... I denne indtraf begivenheden i dag - og vi kunne derfor sidde længe og hænge hen over kaffe, bacon, røræg og pandekager...Sikke en luksus..!




Om formiddagen tager Claus sig en lang gåtur med Chili, mens vi andre hygger os indendøre... For enden af vejen møder han en flok guldsisken og vender ærgerlig tilbage, fordi han ikke havde et ordentligt kamera med... Senere går vi endnu en tur derop (denne gang bevæbnet med kamera)... og om ikke de skønne fugle fortsat holder til oppe i nålekrattet...


Herefter vandrer vi helt ud til vesterhavet, hvor havet er meget levende pga den stride vind som blæser i dag... Det er et storslående syn, at stå der og se de høje bølger blive ved med at slå mod kysten - og bagved rejser der sig bølge efter bølge... Det er flot og betagende - og i særdeleshed udrensende for sjælen, at stå der og nyde synet og vinden i ansigtet...



Vi trasker hjemad igen, gennem nogle spejlglatte passager, idet vejret har været slået over i tø, for efterfølgende at nå frysepunktet i nattens løb... Så man trasker afsted på stive ben, 100 % fokuseret på vejen foran sig... og da vi endelig kommer hjem, er det med ømme ben, fordi man har anstrengt sig så hårdt for ikke at falde.

Det behøver nok ikke at nævnes, at poolen bliver nydt i fulde drag - og lidt sørgmodigt, idet det er sidste dag i dette skønne hus... Efterhånden som dagen går, tager man sig selv i at falde i egne tanker, mens ilden i brændeovnen betragtes... Den brænder lige så fint, mens mørket falder på.



Sidst på aftenen, da flammerne langsomt forvandler sig til gløder, rister vi traditionen tro skumfiduser. Der findes intet bedre en skumfiduser, ristet over bål - og det er en skøn måde at afslutte en dejlig ferie.
I morgen tidlig skal vi op og rengøre efter os... Og når bilen er pakket skal vi sige farvel til dette skønne hus - og slutte en fantastisk skøn ferie. Inden vi forlader Jylland, har vi dog besluttet at smutte ind forbi Randers Regnskov... Og gense dette fantastiske sted.

Så for nu vil vi sige godnat - Og i morgen vil vi tage på et sidste eventyr, inden vi for alvor slutter vinterferien 2010.

xoxo
...Engel...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...