onsdag den 10. februar 2010

Fuldkornspasta med Kapers-tun Sauce

Savner du nogle gange et måltid, som kan stykkes sammen på under 30 minutter - og hvor du umiddelbart bare kan grave nogle ingredienser frem fra skabe og forrådskamre, og så 1-2-3 kreere et smagsfuldt og sundt aftensmåltid...

Hvis det er drømmetænkning i din verden, så opgiv ikke, men læs videre her. For aftensmåltidet i dag, opfylder netop disse krav. Jeg elsker, når jeg handler, at købe ind til forrådskammeret, så jeg har nogle basiselementer - som jeg på en regnvejrsdag (eller blot en dag hvor man ikke gider supermarkeder!) kan skabe et spændende og smagsfuldt aftensmåltid, uden at det tager en krig af tid.

Så gå ud og hent din indkøbsseddel, og skriv følgende ingredienser på den:
Fuldkornspasta, 3 ds. tun, 2 glas kapers, 1 kaffefløde/cremefine.
Husk altid at have løg og hvidløg i forrådskammeret... Og du er klar til dagens skønne aftensmåltid.


Ingredienser:(4-5 personer)
400-500 g Fuldkornspasta
3 ds. tun (i vand)
2 glas Kapers (I væde)
1 stk Løg (finthakket)
3. fed Hvidløg (Finthakket)
1 tsk. Karry
250 ml. Cremefine/Kaffefløde

Fremgangsmåde:
Start med at sætte vand over til pastaen, som skal koges al dente. Tilsæt salt og en spsk. olie til kogevandet - som gør pastaen mere smagsfuld. Når vandet koger, tilsættes pastaen, som koges efter anvisningen på pakningen.
 
Svits løg og hvidløg i en gryde med lidt olie i bunden. Findel tunen i en skål og tilsæt den til løgene. Herefter tilsættes Karry og Kapers med væde (Hvis det ikke er alle i huset, som elsker kapers, kan væden hældes fra, og sidenhen erstattes med 2 dl. vand). Afslutningsvis tilsættes fløden og retten varmes godt igennem.
 
I mellemtiden bør pastaen være kogt færdig. Hæld vandet fra pastaen og gør retten klar til servering.
Smager fantastisk med reven ost/parmesan hen over.

Og kommer der en ekstra til middag, kan retten hurtigt suppleres med lidt brød.
...Benvenuto...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...