søndag den 8. april 2012

Påske Morgenbord...!

Traditionen tro holder vi påskemorgenbord med drengene... Altid Påskedag eller 2. påskedag alt efter hvordan højtidens planer flasker sig det pågældende år. Da ungerne var mindre, var de meget begejstret for denne tradition - men nu hvor de alle tre er teenagere, ja så skal man ikke udvise for meget begejstring for noget så familiært og traditionelt.... med et smil kan vi dog konstatere, at maden trods dette bliver spist med velbehag, og bordet bliver røvet for slik :o)

I alt sin enkelthed går traditionen ud på, at vi laver brunch med pandekager, ahornsirup, røræg, Bacon og frisk brød... Hertil kommer diverse marmelade, juice og kaffe. Og så ligger der æg i alle afskygninger strøet ud over hele bordet... både i chokolade, lakrids og marcipan. Og for en gangs skyld må man gerne starte dagen med slik, og lige så meget man har lyst til...!

I gamle dage (læs her, da drengene var små...!) havde vi æggejagt i haven - fordi påskeharen havde været forbi i nattens løb og overstrøet haven med æg... Det er dog mange år siden, at vi har måttet aflyse påskeharen. Han er jo en travl lille fyr - og når hans indsats ikke bliver værdsat mere here, ja så syntes vi ærlig talt, at andre børn kunne have mere glæde af ham og hans æg... Vi har dog lovet ham, at vi skriver, så snart vores teenagere er kommet til fornuft - og atter bliver glade for hans venlige gestus...!

Resten af dagen skal foregå helt traditionelt, hvor man hygger sig som man har lyst, og laver hvad der lige falder én ind. I løbet af eftermiddagen finder vi sammen i sofaen og ser en god film. Fruen i huset har dej til hævning, og skal prøve at bage "Verdens nemmeste brød" som skal bages i en stegeso i ovnen... Når vi bliver småsultne hen på eftermiddagen, kan vi så nyde en skive, med lækker ost eller et stykke pølse... Og så bliver livet ikke bedre :o)

God Påske..!
(Og hils Haren hvis du ser ham..!)

N.B. Nu er det jo søndag.. og der er selvfølgeligt planlagt en uforskammet lækker påskekage... du kan finde opskriften her:
(Advarsel... Stærkt vanedannende..!)

lørdag den 7. april 2012

Verdens Nemmeste Brød


Ingredienser:
10 dl hvedemel (ca. 650 g.)
5 dl vand
2 tsk salt
gær på størrelse med en ært

Fremgangsmåde:
Tag en stor skål, hæld vandet i og tilsæt gæren. Sørg for at den bliver helt udrørt i væsken..! Tilsæt salt og mel og rør det sammen med en grydeske. Dejen er meget klistret... det er helt ok..! Du skal kun røre rundt i massen til al  melet er optaget i dejen.

Nu filmer du skålen og stiller den på køkkenbordet med et viskestykke hen over filmen. Lad dejen stå og hæve i minimum 12 timer. Jeg lavede dejen om aftenen, og lod den stå natten over.

Nu hældes dejen ud på et meldækket bord og foldes sammen tre gange. Herefter hældes den i et smurt fad og får lov til at efterhæve yderligere 2 timer.

Mens dejen efterhæver, tænder du ovnen på 250 grader. Når ovnen er varm, sætter du stegesoen ind i den (med låg) så den bliver drønvarm. Da jeg ikke har en stegeso, brugte jeg i stedet min Tupperware Ultra Pro - og den virkede fint. Hvis du har en gryde, som kan gå i ovnen, kan den formentlig også bruges.

Når dejen har efterhævet færdigt, vendes den over i den opvarmede "stegeso" og drysses evt. med lidt mel. Låget lægges på og hele herligheden placeres midt i ovnen, hvor den bager i 30 minutter med låg på. Herefter fjernes låget, og brødet bages i yderligere 15 minutter ved 230 grader.

Herefter er brødet færdigt, tages ud af ovnen og vendes ud af "stegesoen". Lad den køle minimum 20 minutter på en bagerist inden servering... bemærk at brødet har en skøn og sej krumme... som italiensk brød..!

... Benvenuto...

Citron Måne


Ingredienser:
250 g. blødt smør
250 g. flormelis
5 æg (stuetemperatur)
250 g. hvedemel (sigtet)
2 tsk bagepulver
2 stk ubehandlede citroner

Glasur:
Saft af 2 citroner
½ dl pasteuriserede æggehvider
200 g. flormelis (sigtet)
1 tsk. blødt smør

Fremgangsmåde:
Start med at smøre en 20 cm springform med en smule smør og drys den med mel. Ryst overskydende mel ud af formen igen.

Pisk smør og flormelis hvidt i en skål. Tilsæt æg én af gangen. Undgå at røre for meget, for ellers skiller massen. Sigt hvedemel sammen med bagepulver og vend forsigtigt melblandingen i dejen. Riv skallen fint af citronerne og kom den i dejen.

Hæld dejen i springformen og bag den i en forvarmet ovn ved 175 grader (varmluft) i ca. en time. Tjek at kagen er færdigbagt ved at stikke den i midten af formen med en kniv eller en grillpind. Hvis dejen ikke klæber på redskabet er kagen færdigbagt. Når kagen tages ud af ovnen, lader du den hvile i ca. 5 minutter på køkkenbordet, inden du forsøger at vende den ud af formen. Lad herefter kagen køle på en bagerist.

Glasur:
Pres saften af citronerne og kom den i en kasserolle. Kog saften ind, så den bliver koncentreret. Rør æggehviderne sammen med flormelis i en skål. Tilsæt citronsaft og evt. smør undervejs. Glasuren skal være glat (uden klumper) og tyktflydende. Den kan nu hældes over kagen - som skal have lov til at stå og "tørre" en lille time.

Serveres til et krus dampende varm kaffe/Te. Husk, kagen må ikke stilles i køleskabet, da dette vil få glasuren til at "smelte".

Velbekomme..!

Sne...!

Klimaforandringer, Global opvarmning, ny istid... Årsagen er vel egentlig ligegyldigt, vi kan blot konstatere, at vi har taget hul på april, og kan sidde og kigge ud på snevejr...! Jep... SNE..!!! Jeg var simpelthen nødt til at gribe kameraet, og skaffe mig beviser for påstanden... Og hvad er bedre end duen, som sidder og skutter sig i toppen af vores hængepil i haven.

Det lille væsen er fast inventar i vores lille have... Den mener nemlig at den ejer haven, samt luftrummet omkring vores lille frimærke - og stakkels den due, som skulle forvilde sig ind på dette territorium... Den når dårligt at opfange et duftspor, inden den må tage flugten til andre græsgange...
Så vejret inviterer til at hygge i sofaen, med et godt blad, en kop kaffe og et tæppe om fødderne..!

Ha' en fantastisk lørdag..!


fredag den 6. april 2012

En lille gæst i haven...!

I dag opdagede vi en lille gæst i haven... jeg er sikker på, at det er Mickey Mouse som er blevet, men tør ikke sige det højt... da vi har hver vores opfattelse af, graden af hans charme... Er han ikke snu, kravler op på bagsiden af syrenen, ned af snoren på kokosnødden, henter forråd, springer videre til foderautomaten og retur ned på jorden - hvor han piler ind i ligusterhækken.

Der er faktisk to små væsner - har set dem begge... Hvor er det dejligt, at han ikke er alene i den store verden :o)
Jeg vil gerne beklage det grumsede udseende. Billedet er snuppet gennem glasset i havedøren... og vores vinduespudser har været syg igennem længere tid. Heldigvis har vi fundet en ny, så inden længe kan forårssolen titte ind i det lille hjem, og skabe lyse og glade dage :o)

Vi håber, at du kan se frem til en skøn weekend, i selskab med én du holder af :o)

onsdag den 14. marts 2012

Skrivekrampe..!

Vil blot løfte sløret for, at der er en ung mand som sidder her med skrivekrampe... Vi har jo en stor begivenhed forude, så der skrives invitationer
Husk at holde øje med posten i den kommende tid :o)

søndag den 11. marts 2012

Banan/blåbær Pandekager

Det er søndag og vi familiehygger med brunch. I dag er den ekstraordinære ret på bordet nybagte Banan/blåbær pandekager, serveret med gylden Ahornsirup. En mundfuld af himlen..!

Ingredienser:

1 kop hvedemel
½ kop havregryn
1/4 kop hakkede valnødder
2 tsk bagepulver
½ tsk kanel
1 stk banan
1 kop mælk
1 stk æg
1 tsk vanilieekstrakt
1 kop blåbær

Smør til stegningen.

Fremgangsmåde:
I en skål blandes hvedemel, havregryn, hakkede valnødder, bagepulver og kanel.  I en anden skål blandes den moste banan med mælk æg og vanilieekstrakt. Hæld blanding to ned til melblandingen og rør det hele sammen til det er en jævn masse. Tilføj blåbær til sidst.

Sørg for at panden er varm inden du begynder. Tilsæt smør og lad det smelte, inden du fordeler den første omgang dej på panden. Du kan se på overfladen, at de ligesom tørrer lidt, herefter vendes pandekagen og bages på den anden side. Når pandekagen er færdig, lægges den på et serveringsfad, du kommer smør på panden og starter processen igen med pandekage nr. 2.  Fortsæt til al dejen er brugt.

server med gylden ahornsirup på toppen...

...Velbekommen...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...