mandag den 30. april 2012

Blå Mandag...!

I dag er det blå mandag, og morgen er fridag pga. 1. maj. Vi tilbringer dagen på Bakken sammen med Jonathan, Lene og Lars - og har en skøn dag i deres selskab. Vil ikke fortælle en masse, men lade stemningsbillederne fortælle deres egen historie:
Basket spil med Jonathan:
I Radiobilerne med Lene:
I Tornadoen med Lene:

I Extreme:
Og en god dag afsluttes selvfølgeligt med en kæmpe is:
Og i morgen, ja der nyder vi dynen og snuer længe - for da har vi nemlig fri..!

... JUBII ...!

søndag den 29. april 2012

Dagen derpå...

I dag er dagen derpå, og Louis har sovet som en bevidstløs hele natten... Han havde en skøn dag igår, og dagen i dag er blot afsat til at slappe af, hygge, nyde gaverne og for alvor starte den nye pc op, som han fik i gave igår.

Og den unge mand ville rigtig gerne have dette billede på siden - så afspil venligst en fanfare, for her kommer Louis med sin nye, udpakkede pc, et splitsekund før den startes op for første gang:
Bemærk venligst, at skærmen er så blank, at man kan se genspejlingen af Claus heri...!

Ha' en fantastisk skøn søndag...
Og særligt tak til Hardy & Lone, som stod for transporten igår...
Det var en uforglemmelig oplevelse for den unge mand..!


lørdag den 28. april 2012

Louis Konfirmation

I dag blev vores allesammens Louis konfirmeret i Vallensbæk Kirke. Det er en stor dag, som den unge mand har forberedt sig på i rigtig lang tid - og en rigtig vigtig dag for den unge mand. Han har gået til konfirmation hos Charlotte Holm, og der er ingen tvivl om, at han og Jonathan har haft en fantastisk tid sammen med hende. Jeg vil ikke fortælle en masse om dagen, men blot dele et par stemningsbilleder.

Louis sammen med Charlotte i kirken efter konfirmationshandlingen:
Og et enkelt Mor/Søn billede fra kirken af:
Og selvfølgeligt et billede af forretten, som den unge mand har fået lavet helt specielt til lejligheden:
Gaverne åbnes:
Og dagen hælder mod enden, mens du og Laura laver sjov med Far og Meretes briller:
Tak for en skøn dag Louis..!

Knus
...Mor...



søndag den 22. april 2012

Besøg til søndagsfrokost

I dag har vi haft besøg af Prinsessen med forældre, som kom til en gang søndagsfrokost... Det var rigtig skønt, og den lille stjerne var sød og smilende som altid, og det lykkedes lige at snuppe et par enkelte billeder af hende...
Ovenstående billede er selvfølgeligt blevet scrappet - og kan ses i Layoutet Prinsessen:

Men nu var de jo inviteret til søndagsfrokost - og selvfølgeligt skulle vi have lidt lækkert at spise... Dagens søndagsfrokost stod på følgende menu:

Røget Laks
Pølsefad

Kaffe

Og så kan sådan en søndag ikke blive bedre, når den er tilbragt i skønt selskab. Med snak, latter og højt til loftet... Kun afbrudt af små seancer, hvor maven skal fyldes... Så er livet for alvor værd at leve, når man formår at krydre med små mindeværdige stunder som disse. Tak for et skønt selskab til jer alle tre :o)

Chokolade-Kaffe Dessert

Endnu en himmelsk kreation fra The Chocolate Bible...!

Ingredienser:
(6-8 personer)
50 g. mørk chokolade (70%)
50 g. blødt usaltet smør
2 stk. æggeblommer
2 stk. æggehvider
20 g. sukker
25 g. hvedemel, sigtet

Kaffesirup:
½ dl. vand
40 g. sukker
1 tsk. instant kaffe

Kaffemousse:
85 g. mørk chokolade (55%)
175 ml. piskefløde
3 stk æggeblommer
40 g. sukker
4 tsk. instant kaffe

Chokolade glasur:
50 g. mørk chokolade
75 ml. piskefløde
15 g. honing

Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen til 180 grader, for en 20 cm springform med bagepapir.

Chokoladekage:
Hak chokoladen og smelt den over et vandbad. Tag den af varmen og tilsæt usaltet smør, rør indtil massen er glat. Tilsæt forsigtigt æggeblomme og rør massen ensartet.
I en seperat skål piskes æggehviderne stive, tilsæt sukkeret og pisk til massen er stiv og luftig. Tilsæt en tredjedel af æggehvidemassen i dejen og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber. Tilsæt forsigtigt resten af æggehvidemassen og vend det forsigtigt sammen. Sigt hvedemelet ned i massen og rør forsigtigt.

Hæld dejen i den forberedte springform og bag kagen i ovnen i 15 minutter. Stil kagen til afkøling på en rist (lad den blive i formen)

Kaffesirup:
Hæld vand og sukker i en lille gryde og opvarm på lav varme. Rør indtil sukkeret er helt opløst i vandet, og massen har kogt i ca. 2 minutter. tilsæt kaffen, rør rundt og stil siruppen til afkøling.

Kaffemousse:
Hak chokoladen fint og smelt den over et vandbad. lad den køle af. Pisk fløden stiv til flødeskum og stil den på køl.
Pisk æggeblomme og sukker i en skål, indtil massen er lysegul og cremet. Tilsæt kaffen og rør forsigtigt. Tilsæt forsigtigt chokolademassen og flødeskummet lidt ad gangen, og vend masserne sammen.

Sprøjt kagebunden med kaffesiruppen som når du væder makroner i en lagkage. Hæld kaffemoussen hen over kagen, og glat overfladen med en spatel/kniv. Stil kagen i køleskabet i 1 time.

Chokolade glasur:
Hak chokoladen fint. Varm piskefløden i en gryde og tilsæt honingen. Rør indtil honingen er opløst og tilsæt chokoladen i massen. Rør til massen er ensartet og blød. Lad temperaturen falde en smule inden du går videre.

Hent kagen i køleskabet og hæld glasuren forsigtigt over kagen. Spred glasuren ud med en spatel eller en kniv. Stil kagen retur i køleskabet 1 times tid. Fjern springformen og anret kagen på et fad. Kagen er nu klar til servering.

Kagen kan fint laves dagen i forvejen, så den blot skal tages ud af køleskabet og anrettes, når kaffen er brygget :o)

Tærte med røget laks og Asparges

Skøn frokosttærte som oser af forår, og kombinationen af laks og asparges er jo klassisk :o)

Ingredienser:
150 g. margarine
100 g. grahamsmel
100 g. hvedemel
3 spsk. vand
1 tsk salt

Fyld:
200 g. varmrøget laks
1 bundt grønne asparges
3 stk æg
2 dl. mælk
50 g. reven parmesan ost
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Smuldr margarinen i melet og tilsæt vand og salt. Saml dejen og stil den på køl i ca. 1 time.

Drys bordet med mel og rul dejen ud på bordet. Smør en 28 cm tærteform med en smule olie og læg dejen i formen. Sørg for at dejen er godt nede i hjørner og skær kanten ren med en kniv. Prik bunden med en gaffel, og forbag bunden i 15 minutter ved 200 grader i en varm ovn.

Aspargesene renses og den træede ende brækkes af, der hvor aspargesen selv vil knække. Skær dem i mundrette stykker og fordel dem på tærtebunden. Skær laksen i mindre stykker og fordel den på tærtebunden sammen med aspargesene.

Bland æggemasen af æg, mælk, parmesan, salt og peber. Hæld massen ud over tærtebunden med laks og asparges. Stil tærten ind nederst i ovnen og bag den i ca. 35 minutter ved 200 grader - server tærten lun, evt. med salat til.

Salat med krydrede nødder


Ingredienser:
3-400 gram blandede gørnne salater
100 g. nødder efter eget valg (hassel, valnødder, mandler, pinjekerner)
1½ tsk. stødt spidskommen
1½ tsk. stødt koriander
½ tsk. gurkemeje
1 nip chilipulver/cayennepeber
2 spsk. Honning
salt

Dressing:
1 spsk. smagsneutral olie
1 spsk friskpresset citronsaft
1 fed hvidløg, finthakket
salt

Fremgangsmåde:
Skyl salaten og bræk den i mundrette stykker. Rist nødderne på en tør, hed pande. Tag panden af varmen og tilsæt krydderier og salt. På varmen igen, og tilsæt honningen. Varm nødde/krydderiblandingen godt igennem og hæld den over på en tallerken i et lag. Stil til afkøling.

Bland dressingen og skil nødderne ad med fingrene. Hak dem evt en smule.

Ved serveringen vendes dressingen over salaten og fordel nødderne hen over anretningen.

Cremet auberginetærte med langtidsbagte Cherrytomater

En lukrativ tærte, hvor der er kredset for detaljer og smag - kan varmt anbefales til gæstebud...! Kombinationen af aubergine, hvidløg og tomater synger af sol og sommer - Den er perfekt til en solrig dag, sammen med en bitter bladsalat og en masse god snak...

Ingredienser:

Paprika-Gryeredej:
75 g. smør
175 g. mel
½ tsk. sød paprika
½ tsk. sennepspulver
50 g. Gryere, friskrevet
1 mellemstor æggeblomme
2 spsk. isvand
salt og peber

Ristede Tomater:
500 g. store, modne cherrytomater
2 fed hvidløg, finthakket
1 spsk tørret oregano
4 spsk. olivenolie
salt og peber

Auberginefyld:
2 middelstore auberginer
2 fed hvidløg, knust
½ tsk røget paprika
1 tsk tørret oregano
3 mellemstore æg, piskede
salt og peber
2-3 spsp olivenolie til afslutningen

Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen ved 160 grader, skær tomaterne i halve og anbring dem med snitfladen opad på en bageplade. Bland hvidløg, oregano, olivenolie, salt og peber i en skål, øs blandingen ud over tomaterne og bag dem langsomt i ovnen i ca 2 timer. Husk at tjekke til dem ind i mellem. De bør være indskrumpne men fortsat have en strålende rød farve (hvis de bliver mørke, smager de bitre)
(man kan bruge tomaterne med det samme, eller gemme dem i et glas, dækket med olivenolie)

Dejen:
Gnid smør og mel sammen til det ligner fine brødkrummer. Rør det sammen med paprika, sennep, gryere, salt og peber. Bland æggeblommen md 2 spsk kold vand - bland det i melet så det giver en blød dej. (Tilsæt lidt mere vand, hvis blandingen er for tør)

Ælt dejen glat, pak den ind i film og stil den i køleskabet i 30 minutter. Rul den herefter ud, læg den i formen og prik bunden med en gaffel. Afkøl dejbunden i 15 minutter i fryseren. Forvarm ovnen ved 200 grader. Dæk bunden med bagepapir og hæld tørrede bønner ud over tærten for at holde på bunden.
Anbring tærtebunden midt i ovnen og bag den 10-12 minutter. Fjern herefter bagepapir og bønner og færdigbag bunden i yderligere 5-7 minutter - til den bliver helt tør. Pensel bunden med pisket æg for at forsegle den, og bag atter tærtebunden 5-10 minutter, indtil den er fast og skinnende. (Forseglingen kan være nødvendigt at gentage til der er dannet et uigennemtrængeligt lag)

Fyld:
Prik auberginerne over det hele og bag dem i ovnen ved 200 grader i 45 minutter - eller til de er bløde. Tag dem ud og lad dem køle af.

Skru ovnen ned til 180 grader. Halver auberginerne og skrab kødet ud i en foodprocessor. Tilsæt hvidløg, paprika, oregano, æg, salt og peber og blend den glat. Hæld fyldet i tærtebunden og bag den i 25 minutter i ovnen, til massen er stivnet.

Tag tærten ud af ovnen og lad den køle af. Læg de ristede tomater ovenpå, så tærten er dækket. Stænk med olivenolie og server så :o)

Langtidshævet brød


Ingredienser:
10 g. gær
6 dl. koldt vand
1 dl. fromage frais
1 spsk. salt
1 spsk olie
100 g. havregryn
8-900 g. hvedemel

Fremgangsmåde:
Hæld koldt vand i en skål og opløs gæren heri. Tilsæt øvrige ingredienser og ælt dejen godt igennem. Lad den hæve tildækket på køkkenbordet natten over.

Næste dag formes den til 2 brød eller 20 boller. Læg brødene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 30 minutter. Bag brødene ved 225 grader i 30 minutter.
Har du valgt at lave boller, skal de bages i 15 minutter ved 225 grader.

N.B. Opskriften stammer fra Hjerteforeningen... Kig indenfor på deres side, de har mange skønne (sunde) opskrifter..!

tirsdag den 17. april 2012

Et portræt...

Vil blot dele et skønt portræt som det lykkedes at indfange i dag. Dagens udvalgte er vores alle sammens kæledække - Chili
Her sidder hun på en favoritplads - en spisestuestol i køkkenet og kigger ud..!

Vi håber, at du har haft en dejlig dag..!

søndag den 15. april 2012

Chokoladekage med valnødder

Den første kage-kreation fra "The Chocolate Bible"

Ingredienser:
190 g. Mørk Chokolade
125 g. usaltet smør
125 g. brun farin
2 stk æggeblommer
90 g. hakkede valnødder
40 g. hakkede mandler
2 stk æggehvider
40 g. sukker

Glasur:
100 g. mørk chokolade
100 g piskefløde
20 g. honing
Halve valnødder til dekoration

Fremgangsmåde:
Hak chokoladen fint sæt den til side. Tænd ovnen på 170 grader, så den kan blive varm.

Hæld blødt usaltet smør i en skål og tilsæt brun farin. Rør det sammen til en ensartet masse. Tilsæt æggeblommerne og den hakkede chokolade, samt valnødder og mandler. Rør dejen jævn og sæt den til side.

I en ny skål pisker du æggehviderne stive, tilsæt 15 gram af sukkeret til æggehviderne, mens du fortsat pisker. Når æggehviderne er blanke, tilsætter du resten af sukkeret under fortsat omrøring.

Tag nu halvdelen af æggehvidemassen og hæld den forsigtigt i din oprindelige dej. Fold æggehvidemassen ind i dejen, uden for megen omrøring. Tilsæt herefter resten af æggehvidemassen i dejen og fold delene sammen i skålen.

Hæld dejen i en smurt springform (20 cm) og bag kagen midt i ovnen i ca 40 minutter.
Skal afkøle i minimum 2 timer inden glasuren hældes på.

Glasur:
Hak chokoladen og stil den til side. I en gryde varmes fløden forsigtigt op og honingen tilsættes. Når honningen er opløst i fløden, tages gryden af varmen. Tilsæt nu chokoladen i fløden og smelt den i væsken.
Fordel glasuren ved at hælde den ud over kagen og plan den ud på overfladen med en skarp kniv.
Dekorer med halve valnødder.

Server den til en god kop kaffe...

Forårstegn...

I tilfælde af, at du ikke har bemærket det - ja så kan vi afsløre, at foråret er kommet... En vandretur med Chili i dag, afslørede at knopper står i spring og fuglene er i fuld sving med redebyggeriet... Det var dejligt at få frisk luft i lungerne og røde kinder... Og så var det en bonus at have kameraet med, for der var massere af motiver alle vegne...

Hvis ikke du har været ude i dag, så læn dig tilbage og lån et par af vores indtryk :o)
 
Vi håber, at du har haft en skøn weekend..!
Og tilbragt tiden på noget som giver mening for netop dig..!

mandag den 9. april 2012

Kokos/Karamel kager

Du får en lille bid af himlen, i hver mundfuld af disse skønne småkager :o)

Ingredienser:
(48 stk)
340 g. usaltet smør
250 g. sukker
1½ tsk vanilieessens
400 g. hvedemel
½ tsk. salt
2 stk æg
350 g. kokosmel
150 g. karamel
6 spsk fløde
grovkornet salt

Fremgangsmåde:
Start med at tænde ovnen på 175 grader så den bliver varmet op.

Bland sukker og smør med en håndmikser. Rør massen godt igennem og tilsæt vanilieessensen og tilsæt langsomt hvedemel og salt.

Når dejen er æltet, lægges ud som en pølse i et stykke husholdningsfilm og rulles ind i filmen. Læg dejpølsen i køleskabet mens du laver resten af forberedelserne.

I en dyb tallerken slår du æggene ud og pisker dem sammen. I en anden dyb tallerken hælder du kokosmel op. Beklæd et par bageplader med bagepapir.

Nu tages dejen ud af køleskabet og deles i mindre portioner. Rul hver portion til en kugle på størrelse med en tokrone. Mas den en smule flad, og vend kagen i æg, og herefter i kokosmel. Læg småkagen på bagepapiret og lav en fordybning i småkagen med din tommelfinger. Fortsæt denne proces til du har en bageplade fuld af småkager.

Bagepladen med småkagerne sættes nu midt i ovnen og bages ca. 10 minutter. herefter tages de ud af ovnen, og med en teske "prikker" du atter fordybningen i midten ud, da det er skrumpet en del under første bagning. Herefter sættes småkagerne retur i ovnen i yderligere 10 minutter til de er gyldne.

Bag således alle småkagerne, til du har brugt al dejen. De færdige småkager tages af bagepladen og stilles til afkøling på en bagerist.

Karamel:
Fløde og karameller hældes i en gryde og smæltes under svag varme. Når fløden er opløst i karamellen og massen er ensartet, tages gryden af varmen (Det tager omkring 5 minutter). Fordel nu karamellen i fordybningerne i småkagernes midte, og drys let med groft salt.

Fortsæt til alle småkagerne har fået karamel og et drys salt.
Kagerne opbevares ved stuetemperatur i kagedåser og smager faktisk bedst dagen efterbagningen... (ufatteligt at tænke sig, når de smager engleskønt idet de er færdige..!)


søndag den 8. april 2012

Espresso Amaretto Påskekage...

Vi vil blot advare på forhånd, nedenfor finder du en uforskammet lækker Espresso Amaretto påskekage, som skal laves dagen i forvejen - Ekstremt lækker til gæster - eller i al sin enkelthed til jer selv, hvis I er lige så kageglade som os.


Ingredienser:
(10-12 personer)
 
75 g. smør
125 g. Digestive kiks
125 g. makroner
2 spsk. Amaretto likør (eller 1-2 tsk mandelessens)

200 g. blød nougat
200 g. mørk chokolade
1½ dl mælk
5 blade husblas
3/4 l piskefløde
1/4 dl espresso eller meget stærk kaffe

Pynt: små chokoladeæg eller M&M

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en gryde. Knus kiks og 75 gram af makronerne og rør det i smørret sammen med likøren. Kom blandingen i bunden af en springform som du har beklædt med bagepapir. Tryk bunden med håndfladen til den er fast - og stil den i køleskabet i mindst 2 timer.

Skær nougat i små stykker og kom den i en gryde sammen med mælk og halvdelen af den hakkede chokolade. Varm blandingen op under omrøring, ved lav varme. Nougat og chokolade skal være helt smeltet.

Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 minutter. Tag den op og vrid vandet fra. Smelt husblassen i den varme chokoladecreme, tag gryden af varmen og rør resten af chokoladen i. Tilsæt fløden lidt af gangen, sammen med espresso. Sæt cremen koldt i 2-3 timer.

Pisk den kolde chokoladecreme til luftig skum og kom den i springformen. Glat overfladen med en palet og sæt kagen i køleskabet til næste dag.
Inden servering fjernes springformen og kagen dekoreres med chokoladeæg.

Tip: Kagen kan fint holde sig i køleskabet et par dage, hvis du kan holde fingrene fra den :o)

...Bon Appetit...

Påske Morgenbord...!

Traditionen tro holder vi påskemorgenbord med drengene... Altid Påskedag eller 2. påskedag alt efter hvordan højtidens planer flasker sig det pågældende år. Da ungerne var mindre, var de meget begejstret for denne tradition - men nu hvor de alle tre er teenagere, ja så skal man ikke udvise for meget begejstring for noget så familiært og traditionelt.... med et smil kan vi dog konstatere, at maden trods dette bliver spist med velbehag, og bordet bliver røvet for slik :o)

I alt sin enkelthed går traditionen ud på, at vi laver brunch med pandekager, ahornsirup, røræg, Bacon og frisk brød... Hertil kommer diverse marmelade, juice og kaffe. Og så ligger der æg i alle afskygninger strøet ud over hele bordet... både i chokolade, lakrids og marcipan. Og for en gangs skyld må man gerne starte dagen med slik, og lige så meget man har lyst til...!

I gamle dage (læs her, da drengene var små...!) havde vi æggejagt i haven - fordi påskeharen havde været forbi i nattens løb og overstrøet haven med æg... Det er dog mange år siden, at vi har måttet aflyse påskeharen. Han er jo en travl lille fyr - og når hans indsats ikke bliver værdsat mere here, ja så syntes vi ærlig talt, at andre børn kunne have mere glæde af ham og hans æg... Vi har dog lovet ham, at vi skriver, så snart vores teenagere er kommet til fornuft - og atter bliver glade for hans venlige gestus...!

Resten af dagen skal foregå helt traditionelt, hvor man hygger sig som man har lyst, og laver hvad der lige falder én ind. I løbet af eftermiddagen finder vi sammen i sofaen og ser en god film. Fruen i huset har dej til hævning, og skal prøve at bage "Verdens nemmeste brød" som skal bages i en stegeso i ovnen... Når vi bliver småsultne hen på eftermiddagen, kan vi så nyde en skive, med lækker ost eller et stykke pølse... Og så bliver livet ikke bedre :o)

God Påske..!
(Og hils Haren hvis du ser ham..!)

N.B. Nu er det jo søndag.. og der er selvfølgeligt planlagt en uforskammet lækker påskekage... du kan finde opskriften her:
(Advarsel... Stærkt vanedannende..!)

lørdag den 7. april 2012

Verdens Nemmeste Brød


Ingredienser:
10 dl hvedemel (ca. 650 g.)
5 dl vand
2 tsk salt
gær på størrelse med en ært

Fremgangsmåde:
Tag en stor skål, hæld vandet i og tilsæt gæren. Sørg for at den bliver helt udrørt i væsken..! Tilsæt salt og mel og rør det sammen med en grydeske. Dejen er meget klistret... det er helt ok..! Du skal kun røre rundt i massen til al  melet er optaget i dejen.

Nu filmer du skålen og stiller den på køkkenbordet med et viskestykke hen over filmen. Lad dejen stå og hæve i minimum 12 timer. Jeg lavede dejen om aftenen, og lod den stå natten over.

Nu hældes dejen ud på et meldækket bord og foldes sammen tre gange. Herefter hældes den i et smurt fad og får lov til at efterhæve yderligere 2 timer.

Mens dejen efterhæver, tænder du ovnen på 250 grader. Når ovnen er varm, sætter du stegesoen ind i den (med låg) så den bliver drønvarm. Da jeg ikke har en stegeso, brugte jeg i stedet min Tupperware Ultra Pro - og den virkede fint. Hvis du har en gryde, som kan gå i ovnen, kan den formentlig også bruges.

Når dejen har efterhævet færdigt, vendes den over i den opvarmede "stegeso" og drysses evt. med lidt mel. Låget lægges på og hele herligheden placeres midt i ovnen, hvor den bager i 30 minutter med låg på. Herefter fjernes låget, og brødet bages i yderligere 15 minutter ved 230 grader.

Herefter er brødet færdigt, tages ud af ovnen og vendes ud af "stegesoen". Lad den køle minimum 20 minutter på en bagerist inden servering... bemærk at brødet har en skøn og sej krumme... som italiensk brød..!

... Benvenuto...

Citron Måne


Ingredienser:
250 g. blødt smør
250 g. flormelis
5 æg (stuetemperatur)
250 g. hvedemel (sigtet)
2 tsk bagepulver
2 stk ubehandlede citroner

Glasur:
Saft af 2 citroner
½ dl pasteuriserede æggehvider
200 g. flormelis (sigtet)
1 tsk. blødt smør

Fremgangsmåde:
Start med at smøre en 20 cm springform med en smule smør og drys den med mel. Ryst overskydende mel ud af formen igen.

Pisk smør og flormelis hvidt i en skål. Tilsæt æg én af gangen. Undgå at røre for meget, for ellers skiller massen. Sigt hvedemel sammen med bagepulver og vend forsigtigt melblandingen i dejen. Riv skallen fint af citronerne og kom den i dejen.

Hæld dejen i springformen og bag den i en forvarmet ovn ved 175 grader (varmluft) i ca. en time. Tjek at kagen er færdigbagt ved at stikke den i midten af formen med en kniv eller en grillpind. Hvis dejen ikke klæber på redskabet er kagen færdigbagt. Når kagen tages ud af ovnen, lader du den hvile i ca. 5 minutter på køkkenbordet, inden du forsøger at vende den ud af formen. Lad herefter kagen køle på en bagerist.

Glasur:
Pres saften af citronerne og kom den i en kasserolle. Kog saften ind, så den bliver koncentreret. Rør æggehviderne sammen med flormelis i en skål. Tilsæt citronsaft og evt. smør undervejs. Glasuren skal være glat (uden klumper) og tyktflydende. Den kan nu hældes over kagen - som skal have lov til at stå og "tørre" en lille time.

Serveres til et krus dampende varm kaffe/Te. Husk, kagen må ikke stilles i køleskabet, da dette vil få glasuren til at "smelte".

Velbekomme..!

Sne...!

Klimaforandringer, Global opvarmning, ny istid... Årsagen er vel egentlig ligegyldigt, vi kan blot konstatere, at vi har taget hul på april, og kan sidde og kigge ud på snevejr...! Jep... SNE..!!! Jeg var simpelthen nødt til at gribe kameraet, og skaffe mig beviser for påstanden... Og hvad er bedre end duen, som sidder og skutter sig i toppen af vores hængepil i haven.

Det lille væsen er fast inventar i vores lille have... Den mener nemlig at den ejer haven, samt luftrummet omkring vores lille frimærke - og stakkels den due, som skulle forvilde sig ind på dette territorium... Den når dårligt at opfange et duftspor, inden den må tage flugten til andre græsgange...
Så vejret inviterer til at hygge i sofaen, med et godt blad, en kop kaffe og et tæppe om fødderne..!

Ha' en fantastisk lørdag..!


fredag den 6. april 2012

En lille gæst i haven...!

I dag opdagede vi en lille gæst i haven... jeg er sikker på, at det er Mickey Mouse som er blevet, men tør ikke sige det højt... da vi har hver vores opfattelse af, graden af hans charme... Er han ikke snu, kravler op på bagsiden af syrenen, ned af snoren på kokosnødden, henter forråd, springer videre til foderautomaten og retur ned på jorden - hvor han piler ind i ligusterhækken.

Der er faktisk to små væsner - har set dem begge... Hvor er det dejligt, at han ikke er alene i den store verden :o)
Jeg vil gerne beklage det grumsede udseende. Billedet er snuppet gennem glasset i havedøren... og vores vinduespudser har været syg igennem længere tid. Heldigvis har vi fundet en ny, så inden længe kan forårssolen titte ind i det lille hjem, og skabe lyse og glade dage :o)

Vi håber, at du kan se frem til en skøn weekend, i selskab med én du holder af :o)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...