lørdag den 23. marts 2013

Naanbrød på Panden


Ingredienser:
(ca. 12 stk.)
 
20 g. gær
2 dl lunken vand
2 tsk salt
1 spsk sukker
1,5 dl. fromage Fraiche 0,2%
100 g. groft rugmel
450 g. hvedemel
100 g. klaret smør eller Ghee
Nigellafrø

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vandet, tilsæt salt, sukker, yoghurt og groft mel. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen, mens dejen  æltes. Den skal æltes godt igennem til den er smidig og glat. Dette tager ca. 7 minutter.
 
Stil dejen til hævning under et rent viskestykke, og gerne et lunt sted. Den skal hæve 2 timer, til ca. dobbelt størrelse.
 
Klaret smør:
Kom smørret i en lille gryde, og smelt den ved svag varme. Når det hele er smeltet (uden at brune) tages gryden af blusset og sættes til side. Hæld massen over i et glas, så du kan se det hvide proteinstof bundfælde sig. Med en teske skummer du toppen. Det gule flydende smør, skal bruges til pandestegningen, og svarer nogenlunde til den Ghee, du kan købe i etniske forretninger.
 
Stegning af Naanbrød:
Del dejen i 12 stykker. Drys lidt mel på bordet og rul hvert stykke meget tyndt ud (under en ½ cm). De må gerne have rustikke former. Varm en pande med klaret smør på. Når panden er meget varm, lægges et brød på panden og steges ca. 2 minutter på hver side. Når du har vendt et brød, så pensel det med en smule klaret smør og drys Nigellafrø på.
Når de er gyldne og gennembagte på begge sider, lægges de til side, og er klar til servering.
 
Serveres lune til indisk mad, eller kolde i madpakken

Velbekomme...!

søndag den 17. marts 2013

Sally...

Jeg er her stadig og jeg har ikke noget scrap at vise dig i dag.... Dagene forsvinder lige så stille - og jeg havde indstillet mig på den varslede snestorm i dag. I stedet skinner solen en smule udenfor, og det blæser koldt... men der er ingen sne eller storm i sigte...
 
Der har ikke været meget tid til kreative ting på det seneste. Jeg har været så privilegeret, at jeg har kunnet gå igang med en projektleder uddannelse via mit arbejde... hvilket betyder nogle lange kursusdage hver anden uge... Det er spændende... men også energikrævende.. og med en del forberedelse som så snupper de timer, jeg har til at være kreativ...
 
Og så har jeg fået et sindsygt godt råd med på vejen, som jeg prøver at udfordre mig selv til at følge. Det handler om, at når man ved, at jobbet kræver for meget af en, så skal man lokalisere noget, som umiddelbart giver energi, og tillader en at koble fra samtidigt... Og jeg har genopdaget, at jeg opnår dette, når jeg står med fingrene i dej... hvilket familien bestemt ikke har noget imod.
 
Så igår aftes tilbragte jeg 10 minutter i køkkenet, med at bikse en dej sammen, og smække den i køleskabet - og her til morgen kunne jeg rigtig overskudsagtigt, og på forbløffende kort tid, arrangere en portion boller til ovnen, og 20 minutter senere duftede hele hytten af overskud og hjemlig hygge - og jeg fik en energiindsprøjtning af rang - hvilket jo er herligt... Lige nu er ovnen atter igang, for jeg har planlagt at lave en langtidsstegt flæskesteg, som allerede er igang - fandt tanken enormt hyggelig igår, da metrologerne varslede landsdækkende snestorm.
 
En anden ting som giver mig et boost, er mad som tager tid... I virkeligheden anser jeg det for en luksus, at man i 2013 kan bruge tid på at langtidsstege og indtage simremad, som oser af omsorg og hygge. Enormt selvmodsigende i en travl hverdag... så da jeg fik besked om, at jeg skulle videreuddannes, ja så købte jeg mig selv en gave (som jeg har ønsket mig i flere år)... og nu skal du få lov til at møde Sally...:

Sally er min nyindkøbte Slow Cooker. En slow Cooker er en elektrisk gryde, som kan forprogrammeres til at stå og simre, mens du er på job. Om morgenen forbereder man tingene, hælder ingredienserne i gryden, og fortæller Sally, at man gerne vil have retten færdig om 8 timer... Så står hun og sørger for duften af omsorg og overskud i hjemmet, til man kommer hjem... Og når tiden er gået, er hun så klog, at hun selv slår over på, at holde retten varm i op til to timer... Hun er en fantastisk oplevelse, og til stor aflastning og glæde...! Hun har allerede sørget godt for os med eksempelvis Chiligryde, og Pulled Chicken Sandwiches.
 
Og desuden bruger jeg lidt tid på at omforme den nye bolig, fra blot at være en bolig, til at blive et hjem... et rigtig hjem med hygge og tryghed - og rekreation når man træder ind af døren. Og da jeg trives rigtig dårlig i hvide, sterile omgivelser, ja så har jeg svinget malerrullen af flere omgange... da en nyistandsat lejlighed jo i disse dage leveres helt hvid som standard. I den nærmeste fremtid skal du få lov til at få et kig indenfor... måske du vil have et kig i mit lyseblå køkken? Jep... jeg har overrasket mig selv (Totalt...!), og gået med til at male køkkenet lyseblåt... Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig... men nu er det altså sket... Og jeg tror egentlig at det fungerer fint med mig, selv om jeg elsker og foretrækker udvalgte grønne nuancer, og beige...
 
Men hvordan går det i grunden hjemme hos dig? Har du det godt, og trives du og dine nærmeste? Hvad gør du for dig selv, for mentalt at overleve på travle dage? Og har du evt. et råd du vil dele? Jeg ser i hvert fald frem til dit besøg - og et genbesøg med kaffe i koppen og inspiration i sigte.
 
Kram
...Engel...
 
 
 

lørdag den 16. marts 2013

Sauce Diablo


Ingredienser:
2 spsk smør
2 tsk skalotteløg (finthakket)
3 tsk peberkorn i lage (hakket)
100 g. champignon (i skiver)
1 håndfuld frisk timian (hakket)
1/4 l rødvin
1 stk okseboullion terning
1/4 l fløde
1 tsk sennep
1 ds. tomatpure (lille)
citronsaft
salt
 
Fremgangsmåde:
smelt smørret i en gryde og lad det bruse af, uden at tage farve. Steg løg og champignon møre sammen med de hakkede peberkorn. Tilsæt det finthakkede timian og lad det simre et øjeblik.

Tilsæt rødvin og boullionterning og lad det koge ind til halv mængde. Tilsæt herefter fløde, sennep og tomatpure, og rør rundt.
 
Lad det trække ved svag varme i ca. 5 minutter, uden at det koger. Herefter smages det til med citronsaft, salt og evt. peber. Er saucen for tyk, kan den fortyndes med lidt vand.
 
Er herefter klar til servering.

Kyllingebryst med soltørrede tomater og serrano skinke


Ingredienser:
(4. personer)
4 stk kyllingebryst
1 håndfuld soltørrede tomater (hakkede)
1/2 dl. friskrevet parmesanost
1/2 dl. olivenolie
6 skv. serranoskinke
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Skær et langt snit i kyllingebrysterne, cirka halvvejs igennem i dybden. Hak de soltørrede tomater groft og bland dem med friskreven parmesanost og olie. Tilsæt blandingen i hullerne i kyllingebrystet

Dæk "operationshullet" med en halv skive serranoskinke, og brug en anden skive til at vikle helt om kyllingebrystet. Placer det forberedte kyllingebryst i et smurt ildfast fad. Klargør alle kyllingebrysterne og drys med salt og peber.

Steg i ovnen ved 200 grader i 30 minutter

Server eventuelt med ovnstegte kartofler og Sauce Diablo og en grøn salat med fetaost.

Velbekomme...!

tirsdag den 12. marts 2013

Empanadas

Hermed inspiration til at få brugt rester, uden at servere det samme. Dagens aftensmad består af Chilenske Empanadas, som er en slags brød med kødfyld. Fyldet her, er en rest Chiligryde fra forleden.
 

Ingredienser til Dejen:
(16 stk)
12 dl. hvedemel
50 gram gær
2 spsk olie
4 dl. lunken vand
1 tsk salt
1 æg til pensling
 
Fyld:
En rest Chiligryde
 
Fremgangsmåde:
Gæren røres ud i den lunkne vand. Olie og salt tilsættes. Omtrent 2/3 af melet røres i, og derefter æltes dejen godt igennem med resten af melet. Hæver en halv time, tildækket, et lunt sted.
 
Samling af Empanadas'erne
Dejen deles i 16 stykker, trilles til boller og rulles ud med en kagerulle, til de er ca. 12 cm i diameter og omkring 1/2 cm høje. Put en stor spisekefuld fyld på halvdelen af dejen. Fold den frie halvdel dej over fyldet, væd kanten med lidt æg og klem dejkanten sammen med en gaffel. Pensel Empanadaerne med æg/mælk.
 
Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter. Serveres lune med en grøn salat til
 
Velbekomme..!
 

søndag den 10. marts 2013

Slow Cooker Chili Gryde


Ingredienser:
500 g. hakket oksekød
2 stilke selleri (snittet i skiver)
1 løg (hakket)
1 1/2 tsk chilipulver
1 tsk spidskommen (stødt)
2 tsk Taco Krydderi
1 tsk. Worcestershire sauce
1 stk. syltet chili
2 ds. røde kidneybønner
2 ds. flåede tomater
Salt og Peber

Fremgangsmåde:
Steg det hakkede kød af i Slow Cookeren. Tilsæt de øvrige ingredienser i gryden og rør rundt.
Indstil den til stegning i 6 timer i gryden, og læg låget på.
 
Lad retten stå og simre, og nyd duften som breder sig i det lille hjem.
Vi nød retten med lune Naan brød til.

Velbekomme...!

søndag den 24. februar 2013

Pulled Chicken Sandwiches


Ingredienser:
2 spsk Olie
1000 g. kyllingebryst/filet
2 stk løg (hakket)
 
Marinade:
1 kop ketchup
1 spsk Balsamico eddike
1 tsk tabasco
1 tsk spidskommen (stødt)
2 tsk paprika (røget)
3 tsk Taco krydderi

Fremgangsmåde:
Hvis du anvender kyllingebryster, skærer du dem i halve, på den lange led, så de kommer til at minde om kyllingefilet. Benytter du kyllingefilet, behøver du ikke skære kødet yderligere.
 
Start med at hælde olien i Slow Cookeren. Vent på at den bliver varm, og brun kyllingekødet af i gryden, tilsæt løg. De øvrige ingredienser blandes i en mindre skål. Når kødet og løget er brunet af, hældes marinaden hen over kyllingen og du rører lige rundt, så det hele er blandet.
 
Indstil Slow Cookeren på 4 timers tilberedning og læg låget på.
 
Når simretiden er ovre, tager du kyllingestykkerne op, deler dem med to gafler og er klar til servering. Hæld saucen hen over, så du får det fulde udbytte af retten.
 
Serveres i burgerboller, (evt. hjemmebagte) og med en god agurkesalat. Portionen rækker til 4 mennesker, over 2 dage...

Velbekomme...!
 

torsdag den 21. februar 2013

Fiberboller med tranebær


Ingredienser:
(ca. 20 stk)
 
3 dl. vand
50 gram gær
2 dl. Yoghurt naturel
2 tsk Olie
1 tsk salt
1 spsk sukker
50 gram hasselnødder (hakkede groft)
100 gram soltørrede tranebær (hakkede groft)
2 dl Havreklid
3 dl rugmel
7 dl hvedemel

Fremgangsmåde:
Lun vandet, og rør gæren ud heri. Tilsæt yoghurt naturel, fedstof, salt og sukker og rør rundt. Herefter tilsættes de hakkede hasselnødder og tranebær. Bland Havreklid og mel i, men hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt dejen godt igennem og lad den hæve et lunt sted, tildækket, i ca 45 minutter.
 
Slå dejen ned og form bollerne. Læg dem på en bageplade maed bagepapir. Dæk bollerne til og lad dem efterhæve ca. 20 minutter.
 
Bag bollerne ved 200 grader i ca. 18 minutter på midterste ovnrille. Lad herefter fiberbollerne afkøle lidt på en bagerist - og nyd dem evt. som et sundt mellemmåltid.
 
Bollerne er fra diabetesforeningen og kan nydes med god samvittighed af alle.

Velbekomme...!

tirsdag den 19. februar 2013

Langtidsstegt flæskesteg med sprød svær


Ingredienser:
Salt
Laurbærblade
800 g. flæskesteg (nakkekam med svær)
2 dl. fløde
1/2 l. vand
1 stort løg (skåret i både)
1 stk Æble (skåret i både)
3 stk gulerødder (i stave)

Fremgangsmåde:
Start med at skære sværene efter med en skarp kniv. De skal skæres ned til kødet, men IKKE ned I kødet. Sørg herefter for at få fordelt saltet mellem sværene, jo mere omhyggelig du er med at gnide salten mellem sværene, desto nemmere får du sprøde svær. Stik Laurbærblade mellem udvalgte svær.
 
Tænd ovnen på 130 grader, og vent på at den bliver varm.
 
Læg stegen med sværen opad på en rist, med en bradepande under. Sørg for at sværen er plan, og juster den evt. med en sølvpapirskugle under stegen. I bradepanden lægger du løg, æbler og gulerødder. Når ovnen er varm, sætter du stegen ind, og placerer bradepanden under den, herefter tilsætter du vand i bradepanden og lukker ovnlågen.
 
Nu skal stegen stå og hygge sig i ca. 3 timer.Hold øje med, at der er vand i bradepanden under hele forløbet (dette skal bruges til sauce). Når de 3 timer er gået, skruer du op på 250 grader og giv stegen yderligere 25 minutter ved denne temperatur. Her vil du opleve, at sværen begynder at boble op og blive sprød. Du kan evt. sætte grill på de sidste 5 minutter, hvis du finder det nødvendigt.
 
Herefter tages stegen ud af ovnen, pak den ind i staniol rundt om kødet, og dæk sværen over med et rent viskestykke for at holde på varmen. Lad den stå og trække i ca. 30 minutter. I denne tid kan du sigte stegeskyen hen i en gryde, tilsæt fløde og kulør, og kog den ind til den rette konsistens.
 
Server med kogte kartofler, rødkål og sukkerbrunede kartofler
 
Velbekomme..!

N.B.
Stegetiden er den samme, om du har en steg på 800 gram eller 2 kilo. Bruger du stegetermometer, skal centrum temperaturen være på 73-75 grader.

mandag den 18. februar 2013

Putting Myself First...

Jeg ved godt, at der har været stille på bloggen længe... alt for længe... Men det er altså ikke fordi jeg har ligget på den lade side - Jo, når det kommer til de kreative projekter, så er der absolut intet sket siden mit sidste indlæg, desværre. Men nogle gange så kræver livet bare éns tilstedeværelse 100% og der er ikke overskud til andet end at komme videre.

Og hvad har jeg så lavet det sidste halve år... Jo jeg er såmænd både blevet separeret og skilt, har sat et hus til salg og fået det solgt, og er flyttet ind i en ny lejlighed med mine drenge og en ny kæreste. Sådan noteret i to sætninger lyder det som noget man bare lige gør - tro mig, det er det ikke..! Det kræver blod, sved og tårer. Et kæmpe indhug i ens personlige ressourcer, og en kraftanstrengelse for at forsøge at rejse sig igen. Og så gør det i bund og grund enormt ondt. Fordi man for en stund trækkes rundt i en virvelstrøm af gode og dårlige følelser, som trækker en i alle retninger - og som dræner én for energi.

Og nogle gange har man bare brug for at gøre som man plejer - også selv om hele ens tilværelse er vendt på hovedet. Og det gør jeg så hermed. Er du en tro følgesvend på bloggen her, vil du vide at jeg de foregående år er startet med et tilbageblik på året som er gået. Er du ny kan du læse 2011 - året jeg gerne vil glemme og Farvel 2010, som begge er mine personlige reflektioner på mit liv ved årsskiftet.
Og nedenfor kan du så se min reflektion over 2012
 
Til Layoutet er brugt:
 
Halfpack 37 af Cindy Schneider
Sweet Escape kit af Kristin Cronin-Barrow
Oodles of Tags2 af Julie Billingsley
"Putting Myself" er alfabetet fra Wonderous af Julie Billingsley
Titlen er Basic Slate Alpha af Ellie Lash (Udgået)
Teksten er Monotype Corsiva
 
Det har taget mig hele dagen at få ovenstående side på plads. Mest fordi jeg havde brug for at farven grøn var fremtrædende og de 4 første udkast blev kasseret af selvsamme årsag. Men så pludseligt kom der skred i processen. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og grøn... jeg søger altid den farve, når jeg har brug for, at der er håb - måske er det derfor, at den var så vigtig i dag.

Ellers kan jeg oplyse, at vi har det nogenlunde, trods omstændighederne. Det har taget tid at falde på plads i den nye bolig - og indstille sig på den nye tilværelse. Pt. nyder vi at have vinterferie, og at kunne tage dagene i ro og mag. Men vi har det efter omstændighederne godt - og introduktionen til "Mr. Blue Eyes" må du have til gode - Jeg kan dog afsløre, at det ikke er en tilfældig fyr, støvet op på gaden - men en nær kollega gennem en årrække.
 
 
Jeg håber, at du har en dejlig dag...!
(og jeg ser frem til at besøge dig i nærmeste fremtid..!)
 
Kram
...Engel...
 

mandag den 28. januar 2013

Lynstegt Kylling med Nudler og æg

Ingredienser:
 
300 g. kyllingefilet (skåret i mundrette stykker)
250 g. fuldkornsnudler
200 g. grønne bønner
1 spsk Olie
4 store gulerødder (skåret i fine stave)
1 stort løg (hakket)
1 rød peberfrugt (skåret i fine stave)
4 stk. æg
1 spsk fishsauce
1 spsk soyssauce
1 spsk Worchestershire sauce

Fremgangsmåde:
Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, og skyl dem herefter godt i koldt vand, så de ikke klistrer sammen. Lad dem dryppe af i et dørslag/si.
 
Varm olien op i vokken og svits kyllingestykkerne heri. Tilsæt gulerødder og løg, og et par minutter senere skal bønnerne tilsættes sammen med peberfrugt. Når det hele har stegt i ca. 5 minutter, tilsættes fishsauce, soyasauce og Worchestershire sauce.
 
Når retten er gennemvarmet, slår du æggene ud i en skål, og pisker dem let sammen. Hæld æggeblandingen ud over retten i wokken, og steg indtil æggene ligner røræg mellem nudlerne.
herefter er retten klar til servering.
 
En ret som er utrolig nem at gå til, og hurtig at bikse sammen - og så er det en dejlig let spise oven på julen :o)
 
Velbekomme..

onsdag den 16. januar 2013

Farseret Aubergine


Ingredienser:
 
2 store auberginer.
500 g. hakket oksekød
1 løg (hakket)
1 lille chili (hakket fint)
1 tsk basilikum
2 tsk timian
2 tsk tomatpure
2 ds. flåede tomater
2 dl boullion
Reven ost

Fremgangsmåde:
Start med at halvere auberginerne, og skære en rille rundt i kanten. Skær nu på kryds og tværs af auberginens midte, så du får delt den i firkanter og skrab indmaden ud med en ske. Auberginestykkerne ender som små firkanter, som du siden skal bruge som fyld sammen med oksekødet.
 
De udhulede skaller skal have en smule olie, lægges på en bageplade med skralden opad, og bages i en 200 grader varm ovn i ca. 10 minutter. Herefter tages de ud og vendes, med udhulningen opad.
 
I mellemtiden bruner du det hakkede oksekød i en gryde, sammen med løget og chilipeberen. Steg det hele og tilsæt krydderier og auberginetern. Lad det simre nogle minutter, til auberginen er blevet mør. Tilsæt tomatpure, boullion og flåede tomater og lad det hele simre til en jævn masse.
 
Kødfyldet fyldes nu i de halve auberginer og toppes med reven ost. De kommes tilbage i ovnen og bager ved 200 grader i ca 25 minutter. Tag dem ud, og lad dem køle lidt inden servering.
 
Retten kan med fordel bruges til gæstemad da auberginerne kan forberedes og fyldes dagen i forvejen, og blot sættes i ovnen forud for at gæsterne kommer...
 
Velbekomme...!

Opskriften er en revideret udgave af Rachel Rays Suffed eggplants opskrift. Oprindelig opskrift kan ses i denne Video - jeg har dog udeladt barchemelsaucen i min version.

mandag den 14. januar 2013

Ovnstegt Flæsk med Persillesauce


Ingredienser:
 
700 g. flæsk i skiver
Salt og Peber
 
Kartofler (skrællede)
Persille
2 spsk hvedemel
Mælk

Fremgangsmåde:
Bank flæskeskiverne lidt flade , og læg dem i en bradepande med bagepapir. Drys med salt og peber. Sæt dem i en forvarmet ovn på 225 grader, på midterste rille. De skal stege ca. 30 minutter - Midtvejs tager du bradepanden ud, vender flæsken og hælder fedstoffet fra (gem det til saucen).
 
Imens flæsken er i ovnen, koger du kartoflerne møre. Dette tager ca. 20 minutter.
 
Fedtstoffet du har hældt fra, sier du over i en gryde. Tilsæt hvedemelen og rør delene sammen. Varm massen op og når det er jævnt, tilsættes mælken, mens du pisker,  indtil du har en mængde sauce i den rette konsistens. De sidste par minutter tilsætter du den hakkede persille og smager til med salt og peber.
 
Tag flæsken ud af ovnen, hæld vandet fra kartoflerne og anret på tallerken.
 
Velbekomme...!

søndag den 13. januar 2013

Pandestegte Bacon-Bønner


Ingredienser:
 
150 g. bacon i skiver
ca 400 gram grønne bønner
1 stort løg.

Fremgangsmåde:
Skær de frosne bønner i mindre stykker. På billedet er de ca 1,5 cm lange. Skær baconskiverne i tilsvarende stykker og hak løget.
 
På en varm pande steger du nu baconstykkerne sprøde. Når dette er sket, tilføjer du det hakkede løg og lader det svitse med til løgene bliver klarer. Herefter er det blot at hælde bønnerne oven i panden og steg det til bønnerne er varmet igennem.
 
herefter er retten klar til at servere som tilbehør til en steg, hakkebøffer, koteletter, eller hvad du nu foretrækker det til.
 
Velbekomme..!

tirsdag den 1. januar 2013

Luksus Rekreations-Burger

Første dag i det nye år, byder med største selvfølgelighed på en lang dag på sofaen, med massere af tæpper, sodavand og snacks inden for rækkevidde, og hertil en række udvalgte film. Når det engang bliver spisetid, er denne Luksus Rekreations-Burger et selvskrevet valg...



Ingredienser:
 
500 g. hakket oksekød (formet til 4 hakkebøffer)
4 jumbo burgerboller
150 g. bacon i skiver
8 skv. toast ost
4 æg
3 store løg
Olie

Fremgangsmåde:
Start med at skræl løgene og skær dem i skiver. Sæt dem til at simre i en gryde med olie, så de bliver stegt bløde.
 
Form kødet til hakkebøffer og krydr efter eget valg. Steg bøfferne ca. 4 minutter på hver side. Når du er igang med at stege side 2, lægger du to skiver toast ost på toppen af hver bøf, og lader den smelte på toppen af bøffen.
 
Steg baconen sprød og spejl herefter de 4 æg på panden. I mellemtiden luner du burgerbollerne, evt. på en brødrister.
 
Luksus Rekreations-Burgeren samles, med bløde løg i bunden, bøf med ost, Baconskiver og toppes af med spejlægget. Ketchup, sennep osv benyttes efter eget valg.
 
Og så er det blot at indtage rekreationen, og vende tilbage til sofahyggen.
 
Velbekomme..!

mandag den 10. december 2012

Lanterner i sneen.

 
Sneen falder fortsat i det lille land
- og dækker land og by med stand.
De daler ned fra stjernerne
- og dækker snart lanternerne...
 
Og inde i den lille stue
- sidder vi med snert af snue
Og nyder dens trygge varme favn
- og føler sandelig ingen savn...

...Carpe Diem...!
 

søndag den 2. december 2012

Snefald...

I dag falder sneen tyst og tæt, og inviterer til at tage traveskoene på, og kameraet i hånden. En lille vandring rundt i det nye nabolag, giver hvid ånde og røde kinder...

Og efterfølgende kan en kop dampende varm kaffe nydes i sofaen, med fødderne oppe og et tæppe inden for rækkevidde.

Vi håber at du har en skøn søndag..!

søndag den 16. september 2012

Universal Studios

Dagen i dag er gået med at skabe mig overblik over dårlig samvittighed - forklaring følger...! Ser du, jeg har jo et mega projekt igang, som handler om vores USA tur i 2007. Ind imellem løber man død i processen - og er nødt til at lægge det lidt på hylden. Jeg har dog besluttet, at det er på tide, at komme tilbage i sadlen i dette projekt... og jeg var derfor nødt til at finde ud af, hvor jeg er nået i dette processen.
 
Normalt ville jeg tvinge mig selv til at gå kronologisk til værks, for at få det hele med. Problemet er blot, at jeg løber sur i opgaven, ved hele tiden at sidde og nørkle med de samme elementer - og så stopper projektet helt. Jeg har derfor noteret mig de enkelte dage på ferien. Herefter gennemgik jeg fotoarkivet, og ud for hver dato, noterede jeg overskrifter på de layouts som jeg fik ideer til. De layouts som allerede er kreeret har fået et fint tjektegn - og nu er fidusen så bare at komme igang, og langsomt men sikkert samle tjektegn ud for hvert enkelt planlagt layout...!
 
Fordelen ved at jeg har noteret titlen på alle umiddelbare layouts er så, at når jeg løber træt i siderne som hører til dagen i Universal studios, ja så kan jeg hoppe videre til Miami sider - eller måske endda tage en lille smuttur til New York... Jeg kunne dog alligevel ikke dy mig... for da jeg slap værket sidst, arbejdede jeg med sider omkring dagen i Universal studios - og i dag har jeg lavet "forsiden" til denne dag... Som ses her:
Til Layoutet er brugt:
Photo Focus 19 af Cindy Schneider
Sweet Escape kit af Kristin Cronin-Barrow
Film elementerne er fra 2 thumbs up af Libby Pritchett
Titlen er Arial Font
Studios er alfabetet fra Wonderous af Julie Billingsley
 
Egentlig syntes jeg ikke at blomsterne passer ind. Men jeg har ikke andre film-elementer end filmrullerne og jeg var nødt til at have nogle elementer på, for at siden ikke bliver for bar. Desuden var parken overalt prydet med planter og blomster - men i mit hovede passer de blot ikke ind i filmtemaet...
 
Og nogle gange må man affinde sig med, at man ikke er 100% tilfreds. Og 90% er vel også okay. Det bliver det i hvert fald nødt til at være, hvis jeg skal gøre mig forhåbning om, nogensinde at komme til at sidde i sofaen og bladre i et USA 2007 fotoalbum. Og med dagens indsats, ja så er jeg kommet et lille skridt nærmere målet :o)
 
Jeg håber, at du har en fantastisk skøn dag...!
 
Knus
...Engel...
 

søndag den 9. september 2012

Bubble Fun

Jeg faldt over nogle niece billeder fra sidste forår, sådan da jeg bladrede rundt i billedarkivet... og da jeg spottede dem, undrede det mig enormt, at jeg ikke havde scrappet dem endnu... og mens der var bold i tv i aftes, ja så sad jeg her og var kreativ - hvad kan man ellers når næsen løber..! Men det var nu hyggeligt - og projektet blev gjort færdig her for et øjeblik siden, efter at formiddagen er gået med brombærjagt og fabrikationen af 8 store glas marmelade..!
 
Og man kan jo ikke komme uden om, at når siderne handler om en vis lille rødhåret pige, ja så skal der pr. defination hører lyserød med.... var egentlig spændt på, om jeg kunne få farver til at hænge sammen, og samtidigt få begivenheden med. Lad mig sige det således, det er enormt svært at komme på detaljer, som hænger sammen med sæbebobler... men jeg tror at det lykkes - konstruktiv kritik modtages som altid gerne :o)
 
Til Layoutet er brugt:
 
Photo Focus 10 af Cindy Schneider
Beautiful You af Kristin Cronin-Barrow
Oodles of tags 3 af Julie Billingsley
Day & Night Alpha af Julie Billingsley
Boblerne er fra Spring Breeze af Natali Design
 
Jeg kan ikke komme og påstå, at jeg har fået det bedre i dag. Næsen løber og stemmen har det med at forsvinde... Jeg kunne dog ane duften af marmeladen, mens den simrede på komfuret... Så jeg vil tilbringe eftermiddagen på sofaen, under tæppe og med en god film. Og inden for rækkevidde vil være både citronte og lommetørklæder... Og forhåbentlig vil det være kurerende nok til at jeg kan trisse på job i morgen.
 
Jeg håber, at du har en skøn søndag..!
 
Knus
...Engel...
 

lørdag den 8. september 2012

Tika

Jeg har været på kursus, kom træt hjem igår og i dag løber næsen... er det ikke typisk... Og jeg har en mistanke om, at jeg har et forkølelsessår på vej... Ikke just opmuntrende...! Men det har givet årsag til fordybelse, og i dag har jeg siddet og rodet med et layout til ære for min søster.
 
Ser du, hun havde en skøn kat ved navn Tika. Det lille væsen opfattede afgjort sig selv som en farlig løve, og hun satte da også alle naboernes store hankatte på plads. Hun var et pragteksemplar på, at hunkøn er stærke og ikke lader sig kue.... Desværre blev hun kørt ihjel for kort tid siden, ikke så langt fra deres nye hjem. For min søster var hun en uundværlig ven, og jeg tænkte, at dette var en kærkommen lejlighed til at glæde hende med at scrappe de skønne billeder, jeg tog af Tika på vores sidste besøg.
Brugt til dette Layout:
 
Sweet Escape af Kristin Cronin-Barrow
Oodles of tags 2 af Julie Billingsley
Free Spirit Alphabet af CD Muckosky
Photo focus 18 af Cindy Schneider
 
Nu er jeg ikke noget udtalt kattemenneske - men jeg syntes faktisk at hun var et sødt væsen, og så havde hun den blødeste pels man kan forestille sig... og jeg blev lige forundret hver gang hun kastede et blik på mig, fordi hun havde et henholdsvis blåt og grønt øje, hvilket fangede ens opmærksomhed når hun kiggede direkte på én. Der hersker ingen tvivl om, at hun er savnet i det lille hjem - og jeg vil nu savne hendes pusseløjerlige måde at sove på, samt hendes lurende angreb, når jeg vandrer rundt i haven med kameraet i hånden... :o)
 
Jeg håber du har en dejlig weekend
- og får et par inspirerende stunder i løbet af dagen.
 
Knus
...Engel...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...