Inden du når i mål med pulled pork, skal du være indstillet på at bruge en del tid på forberedelse. I førte omgang skal nakkekammen marineres i minimum 24 timer, forud for dette kan du lægge den i saltlage i 24 timer - vi udelod dog dette. Herefter skal stegen i ovnen i 12 timer - så det er en tidsrøver - men hele besværet værd.
Da vi skal være 6 voksne og et barn, valgte vi at lave pulled pork af ca. 2 kilo nakkekam. Desuden lavede vi det meste af stegningen dagen i forvejen, og gav den kun et par timer på selve dagen hvor den skulle spises.
Ingredienser:
2 kilo Nakkekam
Rub:
1½ spsk paprika
1 spsk chiliflager
1 spsk løgpulver
1 spsk hvidløgspulver
1½ spsk pebermix
3 spsk barbecuekrydderi
1 spsk salt
5 spsk brun farin
Fremgangsmåde:
Bland alle krydderierne til godt sammen og nyd duften. Hæld noget af blandingen ud på et spækbrædt og rul stegen i rubben, så den er godt dækket over det hele. Pak stegen ind i husholdningsfilm, som er tæt hele vejen rundt. Gør det samme med den anden steg og læg dem i et ildfast fad. Opbevar kødet i køleskabet i 24 timer, hvor det marinerer i rubben.
Pak stegen ud af filmen - læg den på en rist, i en bradepande, med ca 2 cm vand i bunden. Sæt stegen i en forvarmet ovn på 120 grader, og husk at placere et stegetermometer i midten af en af stegene (vi lavede 2 stk. af 1 kg pr. styk). Nu handler det om langsomt, at få kernetemperaturen i stegene op på 97 grader. Nedenfor kan du se udviklingen af vores stegeprocess:
1 time = 39 grader (skru ned til 110 grader)
2 timer = 62 grader
3 timer = 70 grader
4 timer = 75 grader
6 timer = 81 grader
7 timer = 85 grader
8 timer = 87 grader
9 timer = 92 grader
10 timer = 95 grader
11 timer = 97 grader
Herefter tager vi stegene ud af ovnen, pakker dem ind i staniol, lægger dem i et rent fad og stiller dem i køleskabet til den dag de skal serveres.
På dagen, hvor du skal nyde din Pulled Pork, fjernes staniolen og stegene lægges på en rist i en bradepande. Overhældes med en halv Cola, hvoraf resten samles i bradepanden. Stil stegen i en forvarmet ovn på 150 grader og husk stegetermometeret. Når stegen når en kernetemperatur på 75 grader, er den klar til servering. I vores tilfælde tog det 1 time og 45 minutter.
Når temperaturen når de 75 grader, tages stegen ud af ovnen, lægges i et fad og trækkes fra hinanden med to gafler - Overhæld det evt. med lidt stegesky. Nedenfor kan du se den færdige pulled pork serveret i en hjemmebagt blød burgerbolle, med coleslaw, chilimarineret agurkesalat og hjemmelavet barbecue sauce.
Og så er der ikke andet tilbage, end at nyde et fantastisk måltid..!
...Velbekommen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar